Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60
HAAKON JARL
i sin Christendomsiver, han senere lagde for Dagen, og tillige de politiske Forhold
i Danmark paa den Tid. Massen af Befolkningen maa dengang endnu have
indeholdt en betydelig Deel af gotisk-angliske Elementer, medens den herskende
Klasse, de egentlige Herrer i Landet, Efterkommerne af Sigurd Rings
Kampfæller, saavel i Sprog, som i Leveviis og Religion vare fuldkommen nordiske1.
Det synes under saadanne Omstændigheder rimeligt, at de tydske Gejstlige, der
søgte at udbrede Christendommen, fandt langt flere Berøringspunkter, og kunde
meget lettere skaffe sig Indgang hos Mængden, end hos Landets Herrer. I
Tilfælde af en Religionskrig med Tydskland kan derfor ogsaa Mængden forholdsviis
kun have været lidet at stole paa, thi for den maatte Saxerne snarere synes at
være Landsmænd, end deres nordiske Herrer, og en Sejr af Saxerne kunde neppe
betragtes anderledes end som en Befrielse fra det nordiske Aag. At Harald under
disse Omstændigheder, især hvis han laa i Uenighed med sin Broder Knut, kan
have og virkelig har søgt at skaffe sig et Parti hos Mængden ved at vise en
Hengivenhed for Christendommen, som han ikke af Hjertet følte, medens han tillige
sikrede sig den mægtige tydske Konges Venskab, er ikke usandsynligt, og stemmer
meget vel med hvad vi forresten erfare om hans Charakteer. Naar vi
sammenholde, hvad der fortælles om Oprettelsen af et tydsk Markgrevskab i Slesvig og
om Danmarks Skatskyldighed, med hvad vi af vore egne Kilder erfare, nemlig
at Harald selv undertiden plejede at opholde sig der2, kunde man lettelig
formode, at han ikke sjælden har søgt at støtte sig til Tydskerne lige over for de
Mægtige i Landet, medens han dog paa den anden Side ogsaa stundom selv søgte
at afryste Aaget. Imidlertid ere alle disse Forhold meget dunkle, og de ville vel
vanskeligt kunne tilfulde opklares. At den tydske Konge Otto I skal have gjort
et Indfald i Landet, fordi Danerne (der siges ikke om det var efter Haralds egen
Anstiftelse, eller Høvdingerne i Landet paa egen Haand) havde dræbt den tydske
Markgreve i Slesvig og nedsablet den tydske Besætning, fortæller Mag. Adam
af Bremen, idet han tilføjer, at Kong Otto trængte over Grændserne ved Slesvig
og herjede Landet lige frem til det Hav, som adskiller Nordmændene fra Danerne,
1 Man maa antage, at de fleste Runestene i Danmark, hvoraf der findes en saa stor Mængde med reen
nordisk Indskrift, hidrøre fra denne Periode; men Sproget paa dem er saa forskjelligt endog fra det
nuværende Folkesprog, i dét mindste i Jylland, at man ej kan antage dem rejste af det samme Folk, der vare
Forfædrene til vore Tiders Jyder, ligesom og Skriftsproget i andre Egne af Danmark ikke fuldt to
Aarhundreder senere var saa forandret fra Runestenenes, at man ej kan andet end tænke sig det frembragt
ved en Samvirken af to Sprogelementer. Da nu Runestenene øjensynligt tilhøre de fornemste og
mægtigste Folk i Landet, ledes man allerede heraf til Forestillingen om en herskende reen-nordisk Stamme i
Landet lige over for en undertvungen goto-anglisk, om man end ikke ved opmerksom Iagttagelse af de
historiske Fakta vilde kunne indse det.
2 Njålssaga, Cap. 31, fortæller der at Gunnar omkring 970 besøgte Harald i Heidaby eller Slesvig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
