Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OTTO DEN ISTES KRIGE MED DANMARK
61
hvilket efter ham fik Navnet Ottensund; at Harald vel ved hans Tilbagekomst
mødte ham ved Slesvig og angreb ham, men blev slagen og maatte flygte til sine
Skibe, hvor han sluttede Fred, underkastede sig, tog Riget til Len af Otto, og
lod sig døbe med sin Hustru Gunnhild og sin spæde Søn Sven, til hvem Kejseren
stod Fadder, saa at han efter ham fik Navnet Sven Otto1. Uagtet det er
temmelig tydeligt, at den gamle bremiske Forfatter her indblander flere Enkeltheder
fra det Tog, som Kejser Otto II i Aaret 975 gjorde til Danmark, saa tør man dog
ikke mod hans bestemte Fortælling benegte, at der enten af Otto I selv eller ved
hans Foranstaltning har været ført Krig i Sønderjylland, især da det maa ansees
vist, at Haralds Daab falder i den sildigere Deel af Otto Istes Regjering2, og da
man veed, at den saxiske Oprører Wigmann, fordreven fra sit Fædreland, i Aaret
963 flygtede til Harald, for at faa dennes Hjelp, hvilket vel ikke lykkedes ham,
dog, som det synes, mere fordi Harald ingen Tillid havde til ham, end fordi han
just havde saa stor Ulyst til at understøtte ham3. Overhoved maa man vel
antage, at Danekongens Forhold til Tydsklands Konge for en stor Deel betingedes
af dennes Stilling lige over for Slaverne eller Venderne hiinsides Elben, hvis
Undertvingelse og Omvendelse til Christendommen var en af de saxiske Kejseres
Hovedopgaver. Deres Fremgangsmaade mod de hedenske Vender var i det Hele taget
den samme, som mod Danerne. Paa begge Steder søgte de kj endeligt at udbrede
saavel det tydske Vælde, som den tydske Nationalitet, og dette skede ej alene
ad verdslig Vej ved Vaabenmagt og Oprettelse af Markgrevskaber, men og ad
gejstlig Vej ved Christendommens Indførelse og Oprettelse af nye Bispedømmer
midt iblandt Hedningerne. Man kan være temmelig vis paa, at ligesom de tydske
Konger oprettede Markgrevskaber i Vendernes Land, saaledes vare de eller deres
Mænd vistnok neppe en Dag i Besiddelse af det danske Grændseland uden at
oprette et Markgrevskab der, og at saaledes Markgrevskabet Slesvig, om det end
i Virkeligheden kun havde en indbildt Tilværelse, dog i det mindste fra tydsk
Side stedse betragtedes som bestaaende. Man kan ligeledes anse det som temmelig
vist, at Rygtet om at de vendiske Hedninger havde vundet en eller anden
betydeligere For deel mod Tydskerne eller rejst sig i Vælde mod dem, ogsaa har givet
Danernes Høvdinger Mod til at vove en Dyst, og at omvendt de saxiske Vaabens
Overhaand i Vendland ogsaa har bidraget til at holde Danerne i Rolighed. Vi
erfare, at Kong Otto I, med Bistand af den tapre Markgrev Gero hiinsides Elben,
i Aarene 939—946 ydmygede Venderne lige til Oder og grundede Bispedømmet
1 Adam af Brem. II. 3. 2 Se nedenfor S. 63, 64.
3 Harald sagde at det kunde dog end lade sig høre, hvis han havde dræbt en Hertug eller anden Fyrste,
thi da vilde man kunne stole paa, at han meente det oprigtigt, ellers ikke. Widukind III. 64.
* Widukind II. 22—30. Annal. Saxo.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
