Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDBOER I KONSTANTINOPEL
75
Pavolok, det være nu Purpur eller Silke, indtog den fornemste Rang. Der kan
ikke være nogen Tvivl om, at denne Forbindelse med Konstantinopel har bevirket
store Fremskridt i de nordiske Nationers Kultur, og tillige mægtigt fremhjulpet
Christendommen. De Nordboer, der havde lært Konstantinopels Pragt, og, om
end kun tildeels, det mere forfinede Liv, som der herskede, at kjende, kunde
neppe ved Hjemkomsten til Norden finde saadant Behag i sine simple Omgivelser
og den raae Levemaade, som forhen, men maatte nære Ønsket om, saavidt det
lod sig gjøre, at efterligne, hvad de i Myklegaard — saa kaldte de Konstantinopel —
havde seet og vel for en stor Deel vant sig til. Og den Pomp, hvormed den christelige
Gudstjeneste foregik i Konstantinopel, maa have udøvet en større Virkning paa
Gemytterne, og gjort Christendommen mere tillokkende for dem, end de
sammen-ligningsviis simplere Former, under hvilke de ellers havde Anledning til at se
den udøvet i England, Skotland eller Tydskland. Vel nævner ikke Historien
særskilt om nogen Nordmand, eller overhoved om Nordmænd, der i
Konstantinopel antoge Christendommen førend denne blev indført af Kong Olaf Tryggvessøn,
men dog kan man med Vished vide, at deres Antal ikke har været saa lidet. Ogsaa
erfarer man af Ingvars Traktat, at flere Russer, og blandt dem upaatvivlelig flere
Nordmænd og Svenske, allerede da vare Christne1.
Ingvars egen Hustru, den berømte Olga (egentlig Helga), antog efter hans
Død selv Christendommen paa en Rejse, hun foretog til Konstantinopel, og søgte,
skjønt forgjæves, at faa sin Søn Svjatoslav til at følge sit Exempel. Svjatoslav
gjorde ligeledes et Tog til Konstantinopel (971), hvis Kejser han aftvang rige
Gaver, men sluttede dog strax efter en ny Fred med ham. Efter hans Død kom
hans tre Sønner, Jaropolk, Oleg og Vladimir (Valdemar), i Strid med hinanden.
Jaropolk, som den ældste, havde allerede i Faderens Levetid faaet Kijev, af
vore Forfædre kaldet Kønugard, og som nu var Ruslands egentlige Hovedstad;
Oleg havde faaet Derevjernes Land, og Vladimir, den yngste, Novgorod, vore
Forfædres Holmgard, der betragtedes som Rigets anden Hovedstad, hvor Fyrsterne
ogsaa ofte residerede. Jaropolk angreb og fældte Oleg, og Vladimir flygtede ved
Efterretningen herom hiinsides Havet, altsaa rimeligviis til Sverige, hvor han,
som man erfarer, samlede en Hær, da det nemlig fortælles, at han tre Aar efter
kom tilbage til Novgorod med «Væringer», satte sig i Besiddelse af Novgorod, og
1 Det heder udtrykkeligt i Indledningen til den ingvarske Traktat af 945: Den af Russerne som bryder
Freden, skal, hvis han er døbt, faa sin Straf af den almægtige Gud, hvis han ej er døbt, ikke faa nogen Hjelp
af Guden Perun, eller af sine Vaaben o. s. v. Ligesaa i Slutningen: de døbte Russer sværge Ed paa Korset,
de ikke døbte lægge deres Vaaben for sig og sværge o. s. v. Om de saa godt som udelukkende nordiske
Navne, de i Traktaterne opregnede russiske Befuldmægtigede, deels Gesandter, deels «Gjester» føre, se
ovenfor B. I. S. 39.
7 — Munch: Det norske Folka Historie. III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
