Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OTTO DEN ISTES KRIGE MED DANMARK
79
Magt i Landet, var det ej raadeligt for ham at vove noget afgjørende Skridt for
at afkaste Aaget. Tvertimod holdt han, som man kan se, gode Miner med
Danekongen, og uagtet han vel under Paaskud af de Udrustninger, han maatte
foretage mod Gunnhilds Sønner, unddrog sig fra at betale Skat, sendte han ham dog
den aftalte treaarige Gave af Jagthøge, ligesom man heller ikke finder Spor af
at Danekongen mistænkte hans Redelighed. Det synes endog, som om Harald
fornemmelig stolede paa den eftertrykkelige Bistand, han kunde vente sig af
Haakon og den norske Krigshær, da han gjorde sit sidste Forsøg paa at løsrive
sig fra den Afhængighed, hvori han stod til den tydske Kejser. Det er ovenfor
nævnt, at han deels ved Otto selv, deels ved dennes Markgrever og Hærførere,
maa være bleven tvungen eller truet til at lade sig døbe. Om han nu end ikke
var Christendommen selv saa ugunstig, og uagtet han unegteligt allerede var
kommen i en falsk Stilling til de fornemste af sine Undersaatter, saa kunde det
dog lige saa lidet være ham behageligt, at staa i Lydighedsforhold til den tydske
Kejser, som for Haakon Jarl at staa i det samme Forhold til ham. Vi se derfor,
at han allerede strax efter Erhvervelsen af Lenshøj heden over Norge tænkte paa
at begynde Krig mod Tydskland, medens Kejseren var i Italien, thi det fortælles
udtrykkeligt hos Widukind, at de tydske Høvdinger, der i Aaret 968 vare
forsamlede ved Borgen Werla i Saxland, ikke fandt det raadeligt at efterkomme
den Befaling, Kejseren i et Brev havde givet dem, at fortsætte Krigen mod de
vendiske Redarer, fordi der just forestod en Krig med de Danske, og man tvivlede
om at have Magt nok til at føre to Krige paa een Gang1. Af Krigen blev der dog
for denne Gang intet; maaske hine Høvdingers Forsigtighed og Paapasselighed
har afværget den. Omtrent paa samme Tid oprettedes det nye Erkebispedømme
Magdeburg (968), der skulde omfatte alle de vendiske Kirker: en Foranstaltning,
som vidner om at Kejsermagten just nu kunde optræde med større Overlegenhed
blandt Tydsklands hedenske Naboer, end nogensinde forhen. Det vilde derfor
have været højst ubetimeligt, om Harald nu havde begyndt Krig, og han holdt
sig derfor viseligt i Ro. Otto havde og den Tilfredsstillelse, da han efter sin
Tilbagekomst fra Italien højtideligholdt Paasken i Quedlingburg (Marts 973), at se
ej alene Mieczyslav, Polens Hertug, og den bøhmiske Fyrste Boleslav, men ogsaa
Gesandter fra Danmark, foruden fra flere andre Nationer, hos sig ved sit Hof3.
Dog ikke mange Uger efter døde Otto, og efterfulgtes af sin 18-aarige Søn Otto II,
1 Widukind, III. Cap. 70. 2 Adam af Bremen II. 13.
3 Thietmar III. 20. Efter de her brugte Ord kunde det endog synes som om de danske Gesandter
havde indfundet sig paa Ottos Bud: Hue confluebant imperatoris edictu Miseco atque Bolizlavo, duces
et legati Græcorum, Beneventorum, Ungarorum, Bulgariorum, Danorum & Slavorum, cum omnibus regni
totius prima riis.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
