Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
HAAKON JARL
sig tryg. Siden den sidste Krig med den tydske Kejser, var han, i det mindste i
det Ydre, en ivrig Christen, som selv forfulgte Hedenskaben og byggede Kirker.
Han har altsaa været i den bedste Forstaaelse med Kejseren, og følgelig tillige
med dennes Vasal, Mieczyslav af Polen, uden hvis Venskab han endog neppe
vilde være forbleven i rolig Besiddelse af Jomsborg under de Uroligheder, der
opstode blandt de hedenske Vender strax efter Kejser Otto II’s Død 983, og
vedvarede i flere Aar. I Jomsborg havde han en sikker Tilflugt i Nødstilfælde, og
derforuden havde han den stridbare og frygtede Jomsvikinge-Skare til sin
Raadighed. Under disse Omstændigheder kan man ikke finde det saa besynderligt,
at han fik Lyst til fremdeles at gjøre et Forsøg paa at ydmyge Haakon Jarl, der
saa aabenbart vovede at trodse hans Magt. Ligesom han allerede tidligere, naar
han var nødt til at ydmyge sig under Tydskland, søgte sin Erstatning i Norge,
saaledes ogsaa nu. Norges Besiddelse var ham en Æressag. Endog paa den
Minde-steen, han lod oprejse over sine Forældre, glemte han ej at tilføje, at han havde
vundet Norge, ligesom han ogsaa roste sig af at have antaget Christendommen.
Haakon Jarl var nu en Frafalden, baade fra Christendommen og fra det danske
Overherredømme. Haralds Forsøg paa at tage Hevn over ham var kun tildeels
lykkets: med Skamme havde han maattet drage tilbage fra Norge, og Haakon
var fremdeles uafhængig. Alt dette krævede Hevn. Men Harald havde nu naaet
en høj Alder, og var neppe mere skikket til, selv at drage i Orlog til fjerne Egne.
Han sendte derfor Jomsvikingerne afsted, for at udføre, hvad han selv ikke kunde
formaa.
Dette i Norges Historie saa merkelige Jomsvikinge-Tog henføres i vore egne
Oldskrifter til Haralds Søns, Kong Svens, Regjeringstid, eller Aaret 994, og de
meddele endog en omstændelig Fortælling om, hvorledes det aftaltes i et stort
Gravøl, Kong Sven paa een Gang holdt til sin Faders og den nys afdøde
Strut-Harald Jarls Ære, og hvorledes Jomsvikingerne her aflagde det edelige Løfte
at ville hjemsøge Haakon og ikke fly for ham i Striden. At Jomsvikingerne, før
de tiltraadte Toget, have aflagt et saadant Løfte, er heel sandsynligt, ja endog,
som det nedenfor vil sees, temmelig sikkert; men saare usandsynligt bliver det
altid, at de skulde have aflagt det efter deres Fiende Svens Opfordring, eller gjort
Toget til hans Fordeel, ligesom det endog er beviisligt, at det umuligt kan have
fundet Sted saa sildigt, som i 994. Da nu dertil kommer, at Saxo udtrykkelig
nævner Harald som den, der sendte Jomsvikingerne mod Haakon Jarl, og da
vi desuden i vore Sagaer støde paa flere væsentlige Forglemmelser og
Fejltagelser just med Hensyn til Begivenhederne strax før og strax efter Harald
Gormssøns Død, tage vi ikke i Betænkning, her at følge Saxos Tidsbestem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
