Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOMSVIKINGERNES TOG TIL NORGE
97
er ikke engang nogensteds udtrykkeligt nævnt, at Jomsvikingerne vare Hedninger.
Snarere skulde man formode, at de vare Christne, siden den engelske Konge tager
dem i sin Tjeneste, og siden der ingensteds tales om deres Daab1. Hvis
Jomsvikingerne have taget noget Parti i Religionsstriden for Religionens egen Skyld,
er det derfor langt rimeligere at de have taget Parti for Christendommen end
mod denne, og at dette har forøget deres Iver for at bekæmpe Haakon Jarl. Det
Parti, hvortil Harald Gormssøn og Jomsvikingerne hørte, gj enkj endes — dog nu
kun som politisk, ikke som religiøst Parti — ogsaa under Knut den mægtiges og
hans Sønners Regjering, repræsenteret af Ulf Jarl, Thorgils Sprakaleggs Søn, og
Ulfs Søn Sven, medens det nordiske eller antitydske Parti efter Hardeknuts Forlig
med Magnus den gode kom til at repræsenteres af denne2. Og under sin Kamp
med Sven hjemsøgte Magnus ogsaa Jomsborg, som han ødelagde3. Forudsat altsaa,
at man i Jomsvikingernes Optræden vil søge en bestemt politisk Tendens, maa
denne søges paa den modsatte Side af den, hvis Forfegtere de sædvanligviis
udgives for at være. Men det rette Forhold er umiskjendeligt kun dette, at de
oprindeligt alene dannede en saadan Condottiere-Bande, som ovenfor er antydet,
der solgte sig til den Højstbydende, og hvis politiske Stilling ej saa meget var
afhængig af bestemte Sympathier og Antipathier, som af de tilfældige
Omstændigheder til enhver Tid og paa ethvert Sted. Dette viser sig, saavel af deres Forhold
i Danmark og England, som fornemmelig deraf, at de senere sees at smelte sammen
med hiin merkelige Skare af Lejetropper, der i den første Halvdeel af det Ilte
Aarhundrede holdtes af Kongerne i England under Navn af Thinglid eller
Thing-mannalid4.
Ogsaa af vore Sagaers Beretning om de første Jomsvikingers Navne og
Herkomst skulde man snarere slutte til tydsk-christelige, end til dansk- eller
nordiskhedenske Sympathier hos dem, forsaavidt de overhoved nærede politiske eller
nationale Sympathier. Deres Overanfører var Sigvalde Jarl, Søn af Strut-Harald,
1 Det er ogsaa at merke, at den ivrige Christen Olaf den hellige indtraadte i deres Skare.
Besynderligt nok, nævner Snorre og Ol. Tr. Saga ved Beskrivelsen af Arveøllet kun Christsminde og Michaelsminde,
medens Fagrskinna nævner hedenske Skaaler, Bragafull o. s. v.
2 Dette ser man tydeligt deraf, at Sven Ulfssøn strax ved sin Fremtræden i Danmark fik et stort Parti
for sig, og at dette Parti dog neppe kunde være dannet af danske Høvdinger, som faa Aar i Forvejen havde
indgaaet Forliget paa Hardeknuts Vegne med de norske Høvdinger. Og det sees maaske allerbedst deraf,
at Magnus ansaa det nødvendigt at ødelægge Jomsborg, Ulf Jarls og hans Faders gamle Tilhold.
3 Dette siges i Knytl. Saga Cap. 22, i Olaf den helliges Saga Cap. 247, og Snorre Magn. godes Saga
Cap. 25, den større Magn. godes S. Cap. 28.
4 Se, foruden de i den for Thinglidet gjeldende Viderlagsret udtalte Principer, ogsaa det udtrykkelige
Vidnesbyrd i Jomsv. Saga Cap. 50, hvor der fortælles, at Thinglidets tvende Afdelinger anførtes af de to
Høvdinger Eilif, Thorgils Sprakaleggs Søn, og Heming, Thorkell højes Broder, og hvor der som deres
fornemste Love omtales, at ingen skulde fare med Sladder, og ingen være borte nogen Nat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
