Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
HA AKON JARL
ham; det skulle vi nu prøve, thi hvis jeg veed noget til mig selv efter at have
mistet Hovedet skal jeg stikke min Kniv i Jorden». Thorkell hug til, Hovedet
gik af, men Kniven faldt ned, som man kunde vente. Da 18 vare dræbte, kom
Raden til En, der lo, og kvad et Vers. Erik Jarl, der var tilstede, og som
maaske betragtede Vagn og hans Mænd som alene ham vedkommende, fordi deres
Løfte nærmest havde gjeldt hans Lendermand Thorkell Leira, tilbød Manden
Livet. «Det kommer an paa, hvo der byder», svarede han. «Den byder, som har
Magt dertil, Erik Jarl selv», svarede denne. «Da vil jeg gjerne», sagde Vikingen;
han blev løst og Erik tog ham til sig. Den næste, der skulde henrettes, sagde
hrütr! (d. e. Veder, Saudbuk). Paa Spørgsmaalet, hvad dette skulde betyde,
svarede han: «Saa mange af Eder have i Dag sagt «Aa, Aa!» (Ordet «Aa» betegner
ogsaa en Hunsaud), at jeg dog maatte se at skaffe Vederen til». Dette Svar fandt
man løjerligt og modigt, og Erik Jarl skjenkede ham Livet. Nu kom en meget
smuk og høj Mand med dejligt Haar, han svøbte Haaret frem over Hovedet og bad,
at man ikke vilde gjøre det blodigt. En af Haakon Jarls Hirdmænd tog en Vaand
og snoede i Haaret, for at holde fast deri, og Thorkell hug til; men i det samme
rykkede Jomsvikingen Hovedet tilbage, saa at den, der holdt Haaret, ludede
fremad; Hugget traf hans Arme saa begge Hænder gik af, men den bundne raabte:
«End leve nogle af Jomsvikingerne». Erik Jarl gik hen til ham og spurgte: «Hvad
er dit Navn, min vakre Mand?» «Jeg heder Harald», svarede han, «og ansees for en
Søn af Bue». «Det kan nok være», sagde Jarlen, «vil du beholde Livet?» «Hvad
andet Valg har jeg vel», svarede han. Da han nu løstes af Touget, spurgte Thorkell
Leira: «Skulle da alle disse Mænd, der have dræbt vore Frænder for vore Øjne,
beholde Livet, det er dog alt for galt». Erik svarede: «Vidste du da ikke før, at
jeg har mere at sige end du?» «Dertil kan det nok hænde at vi skiftes», sagde
Thorkell, løb i Vrede hen til det Sted, hvor Vagn sad, med hævet Øxe, og vilde
hugge til; men en af de bundne Vikinger, ved Navn Skarde, kastede sig ned foran
hans Fødder, saa at han i Farten snublede fremover og slåp Øxen; i samme Øjeblik
stod Vagn op, greb Øxen og hug Thorkell tvertover Nakken, saa at Hugget først
standsede i Jorden. Saaledes fik han dog opfyldt denne Deel af sit Løfte. Erik
Jarl sagde at det var Skade at dræbe en saadan Mand, og tilbød ham Livet med
de øvrige af hans Mænd, som endnu ikke vare dræbte. Vagn modtog Tilbudet,
og beholdt saaledes Livet, selv tolvte1.
Imidlertid sad Haakon Jarl og hans fornemste Mænd paa en Træstamme i
Nærheden. Da hørte man en Buestreng gjalde paa det Skib, der laa nærmest
1 Jomsv. Saga anfører endnu flere Træk af Vikingernes Dødsforagt, hvilke dog sterkt bære Præget
af at være senere tildannede. Snorre og Olaf Tr. Saga stemme i det Væsentligste med Fagrskinna.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
