Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
HA AKON JARL
i Særdeleshed Mænd fra denne Periode, hvis Liv og Bedrifter de os levnede islandske
Sagaer have foreviget. De fremstille os et broget Billede af Uroligheder, Fejder,
Lovtrætter, Blodhevn, Fredløshed, og man skulde ved første Blik let komme paa
den Tanke, at der i en lang Række af Aar ikke herskede andet end Anarchi og
Blodsudgydelse paa Øen. Men naar man tager i Betragtning, at det kun var de
blodige Fejder og de af ualmindelige Ytringer af Talent, Klogskab og Tapperhed
ledsagede Begivenheder, som for Sagafortællerne kunde have nogen Interesse og
hvis Minde derfor ere opbevarede, medens den langt større Mængde af
Forhandlinger, der tilendebragtes i Orden og Mindelighed, kun betragtedes som
uinteressante Hverdagsbegivenheder, der ingen Omtale fortjente, og derfor ere blevne
begravne i Forglemmelse; naar man derhos overvejer, hvor kjendeligt, endog i
de os opbevarede Beretninger, Agtelsen for Lov og Ret, for Tro og Love, og for
sluttede Forlig viser sig overvejende over Vildhed og Tøjlesløshed: saa kommer
man til den Overbeviisning, at Tilstanden paa Island i det mindste ikke kan
have været slettere eller mere lovløs, end i det øvrige Norden, og at den endog
i mange Henseender var langt bedre end i de Dele af Europa, hvor Feudalvæsenet
herskede1.
Uagtet Althingets Oprettelse vare dog endnu i lang Tid de mindre Thing,
hvis Forstandere havde enets i at forene sig om et fælles Althing, endnu ikke
tilstrækkeligt ordnede med Hensyn til Landets Vilkaar og Befolkningens Tarv; de
bare endnu altfor meget Præg af at være Tilfældighedens Verk, efter som den
ene eller den anden mægtige Lendermand havde kunnet samle Thingmænd
omkring sig. Hvor vilkaarligt disse mindre Thing endog temmelig længe efter
Land-namstiden kunde oprettes, derom giver den forhen2 omtalte Saga om Rafnkell
Freysgode fortrinlige Oplysninger. Rafnkell havde som femtenaarig Dreng fulgt
sin Fader, Landnamsmanden Hallfred, ud til Island i Landnamstidens sidste
Periode, altsaa ved Slutningen af Harald Haarfagres Regjeringstid. Faderen havde
bosat sig i det saakaldte Fljotsdalshered ved Lagarfljot paa Østerlandet; men
Rafnkell havde allerede i sin Faders Levetid opslaaet sin Bolig i den efter ham
benævnte Rafnkellsdal, en Sidedal, der gaar op fra den med Fljotsdalshered
lige-løbende Jøkulsdal, og nærmer sig hiint. Rafnkell var heldig til at samle sig Formue
og skaffe sig Magt. Paa sin Gaard Adalbol oprettede han et stort Hov, fornemmelig
helliget hans Yndlingsgud Frey — deraf ogsaa hans Tilnavn Freysgode —; han
bebyggede den hele Dal, og gav Nybyggerne Land, imod at blive deres Overmand og
erhverve Godord over dem; ja han fik den hele Jøkulsdals Beboere tvungne til at
blive sine Thingmænd. Rafnkells Magt gjorde ham overmodig. Han ansaa det under
1 Se herom ogsaa ovenfor, B. II. S. 200. 2 Se ovf. B. II. S. 192.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
