Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
HA AKON JARL
broder, der ved Holmgang tilkæmpede sig sine Besiddelser1, Ottkell Skarfssøn,
boede paa Kirkebø med sine Brødre; han fornærmede Gunnar ved at negte at
sælge ham Hø, da denne engang i et knapt Aar henvendte sig til ham. Hallgerd
hevnede sig ved at lade en irsk Træl ved Navn Mælkolm, hvilken Gunnar havde
kjøbt af Ottkell, stjæle Smør og Ost fra OttkellsBuur og siden sætte Ild paa dette.
Da Gunnar kom fra Thinget, satte hun Ost for ham og flere af de Thingmænd,
der havde fulgt ham. Gunnar, som vidste at Hallgerd ej selv havde lavet Ost,
anede Uraad, og spurgte hende, hvorfra hun havde faaet den. «Derfra, hvorfra
du vel kan spise den», svarede hun; «det er heller ikke Mændenes Sag at skjøtte
Mad væsenet». Gunnar sagde da i Vrede: «det er dog altfor galt, om jeg skal være
Tyvshæler», og slog hende paa Øret. Hun lovede at hun skulde lønne ham det,
saa sandt hun kunde. Ottkells Ven, den onde og usle Skamkell, efter hvis Raad
han havde afviist Gunnar, havde imidlertid henvendt sig til den ikke mindre
ondskabsfulde, men listige og lovkyndige Mørd, Søn af hiin Unn, hvem Gunnar
saa kraftigt havde hjulpet, af hendes andet Egteskab med Goden Valgard den
graa paa Hov. Mørd opdagede paa en snu Maade, at Hallgerd havde foranstaltet
Tyveriet og Branden, og dette blev snart bekjendt. Da Gunnar erfoer det, skyndte
han sig strax til Ottkell for at byde Forlig og Bod paa de hæderligste Vilkaar.
Ottkells Brødre raadede ham til at tage imod dette Tilbud, men Skamkell fik
ham overtalt til at udsætte med at give Svar, indtil han havde raadspurgt sin
mægtige Frænde Gissur hvite. Ottkell sendte Skamkell i dette Ærende.
Skamkell kom til Mosfell, og berettede Alt for Gissur hvite og Geir Gode, efter hvem
Gissur havde sendt Bud. De fandt Gunnars Tilbud saare hæderligt, og sagde,
at Ottkell ej burde betænke sig paa at modtage det. Men ved Hjemkomsten
meldte Skamkell, at Gissurs Raad var at stevne Gunnar og Hallgerd for Hæleri
og Tyveri. Den hidsige og lettroende Ottkell var strax rede dertil, og Gunnar
havde nu den Ærgrelse at modtage Stevning for en saa uhæderlig Sag. Den endtes
imidlertid til hans Fienders store Ydmygelse. Da Gissur og Geir paa Althinget
fik vide, hvad der var skeet, bleve de meget ilde ved, forbandede Skamkells
Ondskab, og gik strax hen til Gunnar for at byde ham Selvdom. Gunnar, der ellers
havde tænkt paa at udfordre Gissur til Holmgang, modtog Tilbudet, hvorved
han lod Ottkells Tab og den ham selv ved Stevningen tilføjede Haan gaa op imod
hinanden; men da Gissur bad ham at være Ottkells Ven, svarede han nej, og at
Ottkell fremdeles kunde holde sig til Skamkell. Noget senere hændte det sig, at
Ottkell, Skamkell og nogle andre rede forbi Lidarende, just som Gunnar var ude
og saaede sin Ager. Ottkells Hest blev sky og strejfede saa nær forbi Gunnar,
1 Se ovf. B. II. S. 176.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
