Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GUNNAR OG NJAAL
171
at Ottkells Spore kom til at rive en Flænge i hans Kind. Gunnar blev ærgerlig,
som venteligt var, men tænkte dog ikke paa at foretage noget mod Ottkell i denne
Anledning, førend han erfoer at Skamkell havde fortalt Hændelsen med det
Tillæg, at Gunnar græd. Dette var for meget for den ærekjære Mand, han væbnede
sig, og skyndte sig, uden engang at sige sin Broder Kolskegg til, ned til et Vad
ved Rangaa, hvor Ottkell skulde over. Strax efter kom Ottkell med hele sit Følge.
Gunnar sagde, at de nu kunde prøve, om han græd eller ej, thi nu var han der
med sin berømte Atgeir (et Slags Hellebard) for at tage imod dem. Hallbjørn,
Ottkells Broder, en brav Mand, angreb ham først; Gunnar bad ham lade det være,
da han nødig vilde gjøre ham noget ondt, men Hallbjørn svarede, at han ej kunde
sidde rolig ved, naar hans Broder blev dræbt; han ståk efter Gunnar, men det
varede ikke længe, førend han faldt for Gunnars Haand. Skamkell hug efter
Gunnar med en Øxe, men Gunnar slog Øxen af hans Haand, gjennemborede
ham med Atgeiren, hævede ham op paa den og kastede ham ud i Rangaa. En
Nordmand, der var i Ottkells Følge, kastede et Spyd efter Gunnar, men han tog
det i Luften og kastede det tilbage gjennem Nordmanden. Ottkell hug nu selv
efter Gunnar, men traf ikke, og gjennemboredes strax. I dette Øjeblik kom
Kolskegg til, og tog ivrigt Deel i Kampen, der ej ophørte førend de alle 8 vare dræbte.
Nogle Kvinder, der tilfældigviis vare i Nærheden, havde ilet op til den ikke langt
fra boende Mørd Valgardssøn, for at han skulde skille de Kæmpende ad, men han
sagde at de gjerne for ham maatte slaa hinanden ihjel. Gunnar red i heftig Fart
hjem efter Striden. «Du rider haardt, min Broder», sagde Kolskegg. «Jeg veed
ikke hvorledes det er», sagde den ædle Gunnar, «om jeg virkelig er mindre kjæk
end andre, men det veed jeg, at jeg tager mig mere nær af at dræbe Folk end
andre». Han fortalte Njaal, hvad der var skeet. Denne beroligede ham med
Hensyn til Følgerne, naar han blot ikke vilde dræbe mere end eet Led i hver
lige nedstigende Æt og aldrig bryde noget sluttet Forlig. Gissur hvite og Geir
Gode vare de nærmeste Eftermaalsmænd og kastede Lod om, hvo der skulde
paatale Sagen, da dette blot kunde ske af een. Lodden traf Geir, som paa næste
Althing sagsøgte Gunnar og Kolskegg for de 8 Drab. Men Gunnar havde den
lovkyndige Njaal ved sin Side, og gjorde Indsigelser paa Grund af nogle Formfejl,
Geir havde begaaet. Flere anseede Mænd raadede til Forlig, hvortil Gunnar med
Glæde gav sit Samtykke. Sex Voldgiftsmænd afgjorde nu Sagen saaledes, at Gunnar
skulde bøde for 6 af de dræbte; en Mandebod skulde gaa op mod Sporehugget, og
Skamkell ligge ugild. Gunnars Frænder hjalp ham med Penge, saaledes at Bøderne
allerede kunde betales der paa Thinget, og Geir og Gissur tilsagde Trygd1.
1 Njaals Saga, Cap. 29—56.
13 — Munch: Det norske Folks Historie. III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
