Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172 HA AKON JARL
Ved et saa hæderligt Udfald af en Retstrætte med de mægtige Mosfellinger
vandt Gunnar naturligviis den største Anseelse. Dette vakte flere Ildesindedes
Misundelse. Blandt disse vare Starkad paa Trihyrning og Egil paa Sandgil med
deres Sønner, voldsomme og urolige Folk. Thorgeir, Starkads Søn, veltede sig
ved en Hestekamp ind paa Gunnar, der til Gjengjeld gav ham et vældigt Slag
med sin Stok. Dette var Anledning nok til at angribe ham. Tredive i Tallet lagde
de sig i Vejen for Gunnar, da han med sine to Brødre, Kolskegg og Hjort, kom
tilbage fra et Besøg i Tunga hos Aasgrim Ellidagrimssøn. Efter en heftig Kamp,
hvorved Hjort faldt og Kolskegg blev saaret, flygtede Starkad og hans Mænd
efter at have ladet 14 af Sine døde paa Pladsen, hvoriblandt Egil, to af hans
Sønner og to af Starkads Sønner. Thorgeir, Starkads eneste gjenlevende Søn,
henvendte sig til Mørd Valgårdssøn om Hjelp, og denne, skjønt Gunnars Frænde,
var dog saa misundelig, at han tilsagde hans Fiende sin Bistand. For end mere
at kunne træde op med Kraft, bejlede han til Gissur hvites Datter Thorkatla,
der heller ikke blev ham negtet. Gunnars Modstandere havde nu det bedste
Haab om at faa ham dømt fredløs. Men Njaal stod ham atter bi. Deels ved at
godtgjøre at Gunnar var bleven overfaldt og kun havde værget sig, deels ved
andre Modsøgsmaal gjorde han Modstandernes Udsigt til at vinde Sagen saa
mislig, at de heller foretrak at byde Forlig, især efter Hjalte Skeggessøns Bøn.
Gunnar samtykkede ogsaa paa det Vilkaar, at Hjalte aldrig vilde optræde som
hans Modstander, hvilket denne ogsaa lovede. Sagen afgjordes, ligesom den forrige,
ved Bøder, der betaltes strax paa Thinget, og saaledes gjenoprettedes atter Freden.
Men Thorgeir Starkadssøn hvilede ikke. Han raadslog paany med Mørd, og denne
opbød Alt for at faa Gunnar fældt. I den Tro, at det virkelig vilde gaa ham ilde,
naar han dræbte to Led i samme Æt, saaledes som Njaal havde sagt, fik Mørd
Thorgeir til at tage den dræbte Ottkells unge Søn med sig i et Overfald paa Gunnar;
han faldt med flere, og uagtet Gunnar kun havde brugt Nødværges-Ret, blev dog
Sagen denne Gang, trods Gunnars Bestræbelser, ikke anderledes afgjort end at
han og Kolskegg maatte forbinde sig til at forlade Landet paa tre Aar: skede
det ikke, da kunde de ustraffet dræbes. Njaal bad Gunnar paa det indstændigste
at holde Forliget, og han lovede det. Allerede vare alle hans og Kolskeggs Sager
bragte ombord; han sagde sin Moder og alle sine Venner farvel, steg til Hest, og
red ned langsmed Markarfljot. Da snublede Hesten, saa at han faldt af, og derved
kom til at se sig tilbage. Strax udbrød han: «fager er Liden, saa at den aldrig
har synts mig fagrere, Agrene ere blege og Tunet slaaet; jeg maa hjem igjen, jeg
kan ikke rejse». Kolskegg bad ham ikke gjøre sine Uvenner den Glæde at bryde
Forliget. «Det er mig umuligt at rejse bort», sagde Gunnar; «bliv du ogsaa». «Nej»,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
