Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GUNNARS DØD
173
svarede Kolskegg, «lige saa lidet heri som i noget andet vil jeg bryde mit givne
Ord; vi maa altsaa nu skilles ad, og hils mine Frænder og min Moder, at jeg ej
kommer til at se Island igjen, thi jeg veed at du vil blive dræbt, og da er der
intet Baand, som drager mig tilbage». De skiltes ad. Kolskegg red til Skibet,
og Gunnar hjem til Lidarende. Hans Svoger Olaf Paa indbød ham og Hallgerd
hjem til sig, men ej engang dertil var han at formaa; saa fast hang han ved
Hjemmet. Den følgende Sommer paa Althinget lyste Gissur hvite Gunnar fredløs
og samlede alle hans Fiender om sig for at aftale et Overfald paa Gunnar, hvilket
nu var en Æressag for dem. Overfaldet aftaltes. Hjalte Skeggessøn blev ogsaa
anmodet om at deeltage deri, men vægrede sig paa Grund af det Løfte, han havde
givet Gunnar. Mørd, der boede nærmest, lovede at sende de øvrige
Sammensvorne Bud, naar der var bedst Lejlighed til at angribe den frygtede Helt. Dermed
skiltes de ad for det første. Njaal, som havde været paa Thinget og faaet Nys
herom, fortalte Gunnar det efter sin Hjemkomst, advarede ham, og tilbød ham
at lade sine haandfaste Sønner Skarphedin og Høskuld flytte til ham for at være
ham til Hjelp. Men dette Tilbud vilde han ej modtage, da han var for ædelmodig
til at kunne tillade at Vennens Sønner skulde opofre sig for hans Skyld. Han
ventede sin Skjæbne med Rolighed, og synes næsten allerede at have gjort sig
fortrolig med den Tanke, at Døden snart var ham vis.
Om Høsten, da alle Gunnars Folk vare beskjeftigede med Høonnen langt fra
Gaarden, og han var eneste Mand hjemme, sendte Mørfl de Sammensvorne Bud.
De kom strax, og tvang efter Mørds Raad den nærmeste Bonde til at lokke Gunnars
aarvaagne Hund Saam, en Gave af Olaf Paa, bort fra Gaarden i en Huulvej, hvor
de dræbte den. Den udstødte et saa voldsomt Dødshyl, at Gunnar, som sov inde
i Skaalen, vaagnede derved. «Ilde handler man med dig, Saam Fostre», sagde
han, «og stakket Tid vil der vel vorde mellem vor Død». Skaalen, i hvis Loft
Gunnar sov, var af Træ, tækket med Bræder, og Glugger med Spjeld langs
Bryn-aasene. For at faa vide om Gunnar var hjemme, sendte de Sammensvorne En
op til Gaarden, medens de satte sig paa Sletten. Han krøb op paa Skaalen, men
Gunnar, som saa en rød Kjortel ligefor Gluggen, ståk ud med Atgeiren og traf
ham paa Midten. Han gled ned fra Taget, og gik hen til sine Staldbrødre paa
Sletten. Gissur spurgte strax, om Gunnar var hjemme. «Jeg veed ikke», sagde
han, «men det veed jeg, at Atgeiren er hjemme», og styrtede død ned. Nu søgte
de til Husene, men Gunnar forsvarede sig saa eftertrykkeligt med sine Pileskud,
at de tre Gange maatte trække sig tilbage. Da sagde Gunnar: «der ligger en af
deres Pile her ude paa Taget, den skal jeg skyde til dem, og er det dem en stor
Skam at faa Skade af sine egne Vaaben». «Gjør det ikke, min Søn», sagde Mo-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
