Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SVEN TJUGESKEGG I LANDFLYGTIGHED
203
at komme til Northumberland, men holdt sig til den sydligere Deel af England.
Men endnu styrede den kraftige Erkebiskop Dunstan det engelske Rige, og Sven
var heller ikke saa mægtig som senere, derfor udrettede han, som det synes, ikke
stort, og efter 982 forsvinder ogsaa hans Navn for flere Aar i de engelske
Historiebøger. Vore egne Skrifter vide endog at fortælle om et bestemt Uheld, han havde,
hvilket allerede i og for sig kunde have nødt ham til at drage bort1. Sven herjede,
fortælles der, engang paa Bretland, men vovede sig for langt op fra sine Skibe,
blev overmandet af en talrig Rytterskare, og fangen, tilligemed mange af hans
Mænd, hvoriblandt den ædle Islænding Thorvald, kaldet den Vidfarle eller
vidtberejste, Søn af Kodraan paa Gilj aa i Vatnsdal, hvis Moder var en Datter af
Landnamsmanden, Ingemunds Ven, Sæmund den syderøiske3. Thorvald havde,
skjønt endnu Hedning, i al den Tid, han fulgte Kong Sven paa Vikingetog, viist
et egte Christensind; al den Deel, han fik af Byttet, brugte han deels til at hjelpe
Fattige, deels til at løskjøbe Fanger; disse, saavelsom dem, der faldt paa hans
egen Lod, sendte han hjem til deres Fædre og Frænder. Derved erhvervede han
sig et fortjent Ry baade blandt Venner og Fiender, og da det nu rygtedes at han
var bleven fangen, kom allerede næste Dag en mægtig Befalingsmand, hvis Sønner
han nys havde udløst fra Fangenskabet og sendt hjem, til Fængslet for at sætte
Thorvald paa fri Fod. Men Thorvald svor, at han ej vilde forlade Fængslet levende,
hvis ikke tillige Sven og alle hans Mænd slåp løs. Befalingsmanden, hvis
Taknemmelighed mod Thorvald var større end hans Fiendskab til Sven, føjede ham,
og Sven befriedes saaledes fra denne Fare ved Thorvalds Trofasthed, hvilken han
altid siden paaskjønnede og omtalte med fortjent Ros4. Dog er det let at begribe,
at Sven umuligt kan være frigiven uden paa temmelig ydmygende Betingelser,
og at der i alle Fald har været sørget for, at han ikke saa snart kom tilbage. Svens
Hovedformaal, at sætte sig i Besiddelsen af sin Faders Rige, kaldte ham ogsaa
snart hjem til Danmark.
Vi have seet5, hvorledes det lykkedes Sven at overvinde sin Fader, fordrive
ham til Jomsborg, og efter hans Død at bemægtige sig Riget, men tillige, at denne
Lykke kun var kortvarig, da Jomsvikingerne fangede ham og kun paa haarde
Vilkaar slåp ham løs, hvorefter Sviakongen Erik Sejrsæl angreb ham med overlegen
Styrke, erobrede Riget og nødte ham til atter at drage i Landflygtighed, endog,
som det sees, i en temmelig forladt og mislig Forfatning. Han begav sig, ifølge
1 Chron. Sax. kalder dem «norö-sciphere».
2 Chron. Sax. fra Aar 980—982 Monum. hist. Brit. 1. S. 399.
3 Om Sæmund syderøiske, see ovenfor B. II. S. 167.
* Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 120, Kristnisaga Cap. 1. 5 Se ovenfor, S. 111.
15—Munch: Det norske Folks Historie. III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
