Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HAAKON JARLS CHARAKTEER
243
til at vinde Sejren, og derhos Lykke til at fælde sine Fiender. Han var gavmild
mod sine Mænd, og en lang Tid vennesæl, men hans uheldige Stjerne vilde, at
Tiden nu var kommen, da Hedendom og Blotskab skulde forgaa, og den hellige
Tro og rette Sæder komme i Stedet, og for at dette kunde ske, maatte han lide
en Død, som var en saadan Høvding uværdig». I disse Ord er Haakons Stilling
og hans Forhold til sit Folk og sin Tid nøjagtigt skildret. Flere af Haakons
Cha-rakteerfejl, som vi have lært at kjende, hans Troløshed og Underfundighed, vilde
man maaske have tilgivet ham i Betragtning af hans andre store Egenskaber.
Men han blev forhadt ved sin Grusomhed, sin Usædelighed, sin — man kan
tydeligt iagttage det — tiltagende Barskhed og Uelskværdighed; endog hans saa
meget priste Gavmildhed aftog og gik over til Smaalighed. Denne Vending i
hans Charakteer var aabenbart en Følge af hans indre Uro og Ufred med sig selv.
Han passede ej længer for sin Tid. Han var, hvad der da vistnok var en stor
Sjældenhed, især i de højere Kredse, en oprigtig Hedning og Blotmand. Vel
herskede Hedendommen endnu i Norge, fornemmelig i Throndhjem, og den havde
endnu i flere Aar ivrige Tilhængere. Men de fleste hang dog nu ved Hedendommen
mere af gammel Vane og af Had til Christendommen, end af sand Overbeviisning.
Haakon derimod troede fuldt og fast paa de hedenske Guder. For at vinde deres
Bistand ofrede han endog sin egen Søn. Meente han end derved at have gjort
en fortjenstlig Handling, maatte dog Erindringen derom plage ham. Han maatte
se, hvorledes Christendommen rundt om tiltog med sterke Skridt, hvorledes
Hedendommen mere og mere nærmede sig sin Ende, hvorledes Lunkenhed og
Ligegyldighed for de gamle Guder, som hos Sigmund Brestessøn1, mere og mere greb
om sig. Alt dette maatte fylde hans Sind med Mismod, gjøre ham mørk og
indesluttet i sig selv, vække hans onde Lidenskaber, og fjerne Folkets Hjerter fra
ham. Hvo veed og, om han ej, trods sit Had til Christendommen og sin Kjærlighed
til de hedenske Guder, dog nærede en overtroisk Frygt for at de Christnes Gud
vilde straffe hans Frafald, og om ej dette ængstede og formørkede hans Sind.
Det kan altsaa med fuld Føje siges, at Christendommen, eller det Lys, den
udbredte foran sig før sin Ankomst, voldte Haakons Undergang. Haakon var
Hedenoldens Mand, han var, kan man sige, Norges sidste virkelige Hedning. Over hans
Lig maatte Christendommen berede sig Vej.
Haakon har vel den Fortjeneste at have forsvaret Landets Uafhængighed
mod Danekongens Fordringer, men reen Patriotisme kan man dog neppe tilskrive
denne hans Daad; da han fandt det fordeelagtigt at erkjende Danekongens Højhed,
hyldede han ham uden Betænkelighed, og hans senere Frafald synes især at være
1 Denne troede, som han sagde, kun paa sin Lykke og Styrke, s. o. S. 131.
y
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
