Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
OLAF TRYGGVESSØN >
tre første danske Biskopper, Hared (Hørd?), Ljafdag og Reginbrand, til
Biskops-stolene i Slesvig, Ribe og Aaros, anbefalende dem tillige, som det heder, Kirkerne
hiinsides Havet, i Fy en, Sjæland, Skaane, og Sverige1. Altsaa fandtes der nu
Kirker paa hine danske Øer og i Skaane, om hvis Oprettelse der dog ingensteds
tidligere har været Tale, og man kan saaledes heller ikke vide, om ej
Missions-verket har strakt sig længer nordefter langs Kysten. At det naaede Viken, synes
man at maatte slutte af Mag. Adams Ord, hvor han fortæller at den før omtalte
Ljafdag udmerkede sig fremfor alle sine Kolleger ved at prædike Evangelium
hiinsides Havet, nemlig i Sverige eller Norge; dette kan neppe forstaaes om andet
end de mod hinanden grændsende Dele af Sverige og Norge, Gautland og Viken2.
Om Partierne i Danmark under Harald Gormssøn er der allerede talt, og det er
viist, hvorledes deels politiske Hensyn, deels den tydske Konges Magtsprog, deels
vel ogsaa personlig Tilbøjelighed, bragte Harald Gormssøn til formeligt at antage
Christendommen (966). Endelig se vi, hvorledes Harald Gormssøn, efter sin
uheldige Kamp med Otto II, ogsaa overlistede Haakon Jarl, og tvang ham til
at lade sig døbe, skjønt til liden Baade for Christendommen, ligesom det og
udtrykkelig meldes, at Harald, eller Kong Otto, eller begge i Fællesskab, sendte
to tydske Jarler til Viken for at christne den. Ved denne Lejlighed døbtes en
Mængde, og uagtet, som det siges, mange sidenefter faldt fra og atter vendte
tilbage til Hedendommen, slaar det dog ikke Fejl, at en stor Deel af Vikværingerne
mod Slutningen af det 10de Aarhundrede bekjendte sig til Christendommen.
Men det var dog ikke fra Tydskland, eller gjennem Danmark og Viken, at
Christendommen skulde faa sit egentlige Indpas i Norge, lige saa lidt som Viken
endnu paa hiin Tid udgjorde en væsentlig Deel af det egentlige Noregs velde.
Dette indbefattede nemlig nærmest det Nordenfjeldske, og det var her, og fra
Vesten, deels fra Syderøerne, fornemmelig Icolmkill, og fra Irland, deels, og i
Særdeleshed, fra England, at den christne Kirke i Norge oprettedes og varigt
befæstedes. Paa Syderøerne og Irland havde, som oftere omtalt, de mange Vikinger
og Udvandrere paa Harald Haarfagres Tid lært Christendommen at kjende. Endnu
førend nogen norsk Fod havde betraadt Island, havde irske Gejstlige eller Paper
opholdt sig der, ja de fandtes der maaske endog ved Nordmændenes Ankomst3.
Paa Orknøerne boede, førend Nordmændene bebyggede dem, christne Pikter, om
hvilke ej alene enkelte af Øernes Navne minde, men fra hvis Tid den ærværdige
1 Mag. Adam, II. 4.
2 Mag. Adams Ord (II. 22) ere merkelige nok: Ceterorum vero episcoporum vix aliquem sic clarum
antiquitas prodit præter Ljafdagum Ripensem, quem dicunt et miraculis celebrem transmarina
prædi-casse, hoc est in Sueonia vel Norvegia.
3 Se ovenfor B. II. S. 59, 85.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
