Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CHRISTENDOMMEN FRA ENGLAND M . M .
251
Kirke paa Egilsø med sit runde Taarn endnu er en umiddelbar Levning1.
Allerede her gaves der saaledes en Mængde Anledninger for vore Forfædre til at
komme i den nærmeste Berørelse med Christendommen og dens Bekjendere, og
det var naturligviis endnu mere Tilfældet paa Syderøerne og Irland. Vi læse saa
ofte om irske eller skotske Trælle, som Vikingerne havde røvet og bragt hjem
med sig2; vi erfare derhos af fremmede Forfatteres Beskrivelser over de nordiske
Vikingers Færd, at de af dem røvede Mennesker udgjorde en væsentlig Deel af
deres Bytte. Alle slige ranede Mennesker, de være nu fra Vesterhavets Øer eller
fra det frankiske Fastland, vare alle uden Undtagelse Christne. Uagtet tilfældige
Omstændigheder have foraarsaget at deslige fremmede Trælle oftest nævnes paa
Island, kan man dog være vis paa, at en betydelig Deel ogsaa fandtes i Norge,
og da Nordmændenes Vikingetog fornemmelig gjaldt Skotland og Irland, kan
man og være forvisset om, at de fleste af disse Trælle vare skotske eller irske.
Og blandt en saa stor Mængde maa der ogsaa i det mindste have været nogle,
og det ej saa faa, der lode det være sig magtpaaliggende at vinde deres Herrer
for Christendommen. Hvorledes en stor Deel af Landnamsmændene paa Island
vare christne, have vi allerede seet, og der skal ikke mangle saa meget i, at
Forholdene i Norge tildeels vare de samme, eller at Christendommen virkelig paa
Harald Haarfagres Tid havde fundet en Indgang hos de højere Klasser, der endog
var større end i de nærmest paafølgende Generationer. Og fra denne Tid synes
ogsaa fornemmelig den større Humanitet at have gjort sig gjeldende i
Vikingelivet3, hvortil der findes enkelte Antydninger, saavelsom det Fritænkeri, der viste,
at Aasareligionen egentlig havde udspilt sin Bolle, og at den ej længer kunde
byde sine Tilhængere nogen sand Trøst: begge Dele middelbare Virkninger af
Christendommen.
Om Haakon den godes Opdragelse i England og hans uheldige Forsøg paa
at indføre Christendommen i Norge have vi forhen talt4. Det strandede, som
1 Navne som «Papø» (større og mindre, nu Papa-Westrey og Papa Stronsey), Papley (Papyli), Rinansey
(St. Ringans eller Ninians 0) og Daminsø (St. Damians 0) og endelig selve Navnet «Egilsø» paa den 0,
hvor den ovennævnte Kirke staar, vidne noksom om den ældre piktiske Christendom paa Orknøerne. Det
sidste Navn udledes neppe med Rette af det oldn. Mandsnavn «Egil», men den første Deel af Navnet «Egils»,
synes snarest at være en Gjengivelse af den irske Form eclais (ecclesia), hvilken Nordboerne, som udannede
Folk ofte pleje, have søgt at give en i deres eget Sprog forstaaelig Etymologi. Kirken paa Øen med sit høje
Taarn maatte gjøre den til «Kirkeøen» fremfor de øvrige. Denne Kirke synes ifølge sit Udseende at være
samtidig med de gamle irske Kirker fra det 6te, 7de og 8de Aarhundrede (Wilsons Archæol. S. 591). Ogsaa
paa Hjaltland findes flere Øer af Navnet Papø. Ja endog til Viken synes Paperne at være komne, da en af
Hvaløerne hed Papey, nu «Paperø».
2 F. Ex. Hjørleifs Trælle, der siden dræbte ham, og efter hvilke Vestmannaøerne fik Navn.
3 F. Ex. at Ølve Barnakarl ej vilde kaste Smaabørn paa Spydsodde, som Fridthjof fordum, se B. II. S. 89.
* B. II. S. 343—350.
18 —Munch: Det norske Folks Historie. III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
