Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298
OLAF TRYGGVESSØN >
efter Toget til Haalogaland, og i sig selv ej indeholder nogen Urimelighed. Han
merkede, siges det, at de Thrønder, der havde været med ham i Haalogaland,
endnu troede meget paa Guderne, især paa Frey. Han dadlede dem derfor, men
de modsagde ham, og det forekom ham som om de vilde kapro med ham for at
komme før ham til Land, der siges ikke hvor. Dog kom Kongen dem i Forkjøbet,
og fandt et Hov, hvor han brød alle Gudebillederne sønder, paa Freys nær: det
tog han med sig paa sit Skib, og da Thrønderne kom imod ham, brød han det
lige for deres Øjne i smaa Stykker. Dette bragte dem paa bedre Tanker, saa at
de aldeles lode den gamle Tro fare1.
Men medens Olaf christnede det egentlige Norge, havde han heller ikke været
ledig med Hensyn til de øvrige Lande, der vare beboede af Nordmænd, hvad
enten de løde under Norges Højhed eller ej. Hans store Formaal var at udbrede
Christendommen saa langt som det norske Navn strakte sig. Til dette Maal
arbejdede han med utrættelig Iver, og uagtet hans Herredømme kun varede i faa
Aar, havde han dog den Tilfredsstillelse at se sit Verk 1 ronet med Held.
Orkn-øerne og Hjaltland havde han allerede paa sin Rejse til Norge faaet christnede
ved at tvinge Jarlen selv til at antage Christendommen, og oqi det end kunde
synes, som om det ej var en nødvendig Følge af Jarlens Omvendelse, at ogsaa
Øernes øvrige Indbyggere bleve christne, og uagtet det udtrykkeligt heder, at
Sigurd Jarl efter sin Søn Hundes Død ikke viste ham nogen Lydighed, men derimod
sluttede sig nærmere til Skotland, saa er det dog vist, at der fra den Tid af ikke
længer er Tale om Hedendom paa Orknøerne og Hjaltland. Man skulde næsten
formode, at Mængden af Indbyggerne paa Grund af deres stadige Samkvem med
Skotland allerede bekjendte sig til Christendommen, og at Hedendommen endnu
kun havde vedligeholdt sig i Jarlens egen og nogle faa andre fornemmere Slægter2.
og slog Konerne ihjel. Siden den Tid har Landets Folk i al sin Nød paakaldt mig, indtil du, Konge, næsten
har ødelagt alle mine Venner, hvilket visselig fortjente Hevn». I det samme vendte han sig om, smilede
lumsk til Kongen og hoppede ud af Skibet i Søen, saa hurtigt, som man skyder en Kolv, og de saa ham
aldrig siden. «Der kan I se», sagde Kongen, «hvor djerv Djævelen nu var, siden han aabenlyst og ved høj
lys Dag turde træde os under Øjne». Den tredie Beretning, som indføres paa samme Sted, er om tvende
Hirdmænd, som en Aften, da Kongen laa ved Naumdal, hemmelig gik op fra Skibene, fordi de havde hørt,
at der i Naumdal var mere Troldegang end andensteds i Norge, og derfor nu gjerne vilde prøve, om de
kunde merke noget dertil. De skulle have fundet en Hule, fuld af Trold, der sad og beklagede sig over den
Skade, Kong Olaf gjorde dem, og fortalte hinanden hvor uheldigt det var gaaet dem i deres forskjellige
Forsøg paa at overliste ham. Siden skulle Hirdmændene have fortalt alt dette til Kongen, der bekræftede
Sandheden deraf, men forbød dog sine Mænd, oftere at gaa alene op i Land for at tilfredsstille slig
Nys-gjerrighed; han skal derpaa med Biskoppen have befaret alle de nærmeste Bygder og ladet Vievand stænke
om paa Bjerge og Dale, for at rense Egnen for de urene Aander. (Olaf Tr. S. Cap. 213. Odd Munk Cap. 56).
1 Odd Munk Cap. 43. 2 Hvorledes Christendommen allerede før Nordmændenes Ankomst herskede
paa Orknøerne, se ovenfor, S. 250, 251. At derfor Massen af de norske Kolonister allerede tidligt
omvendtes til Christendommen, synes heel rimeligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
