Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
304
OLAF TRYGGVESSØN >
Olaf valgte ham, fordi han var indfød i Landet og beslægtet med de fornemste
Høvdinger. Stefne dulgte ej sin Frygt for at Sendelsen vilde faa et daarligt
Udfald, da hans Frænder Islændingerne, som han sagde, vare haarde og sene til at
lade fare, hvad de engang havde vedtaget. Dog erklærede han sig villig til at
prøve, hvorledes det vilde gaa, og drog om Sommeren (996) til sin Fædreneø,
hvor han efter en kort Overrejse landede i Gufaaroos i Borgarfjorden kort før
Althinget. Han begyndte strax aabenlyst at forkynde Christendommen, men
fandt den meest fiendtlige Modtagelse, og de værste blandt alle vare hans Frænder.
Uforfærdet drog han selv 10de om, baade paa Vest- og Sydkanten af Landet,
hvor Christendommen hidtil havde haft mindst Fremgang, men ingen vilde lytte
til hans Forestillinger. Da blev han vred, og begyndte, understøttet af sine Mænd,
at nedbryde Hov og Horger, og brænde Gudebillederne. Hedningerne forsvarede
naturligviis deres Templer, og flokkede sig sammen mod ham, saa at han kun
med Nød og neppe undkom til Kjalarnes, hvor han opholdt sig om Vinteren hos
sine Frænder, af hvilke flere, som man maa formode, endnu bekjendte sig til et
Slags Christendom1. Det traf sig just den Vaar, at sterk Flom drev Stef nes Skib
ud til Havs fra Gufaaroos, hvor det var sat paa Land. Hedningerne sagde strax,
at dette var et tydeligt Tegn paa Gudernes Vrede, men kort Tid efter drev dog
Skibet ind til Land igjen uden at have lidt synderlig Skade. Hedningernes Harme
over hans Forsøg gik endog saa vidt, at der paa Althinget 996 blev vedtaget en
Lov, ifølge hvilken enhver den, der lastede Guderne eller gjorde dem noget Meen
eller Vanære, skulde blive fredløs, og Søgsmaalet desangaaende skulde endog
paa-tales af deres nærmeste Frænder, fordi Hedningerne kaldte det en Skam for den
hele Æt, naar et enkelt Medlem deraf blev christen. Efter denne Lov handlede
ogsaa Stefnes Frænder, nemlig flere Sønner af hiin Usvifer Helgessøn paa Lauge
i Sælingsdalen ved Breidafjorden, hvis Udtydning af Thorstein Surts Drøm
ovenfor (S. 142) er omtalt. De anklagede Stefne paa det følgende Althing — den femte
Broder Uspak vilde dog ej deeltage deri — og fik ham erklæret fredløs (997).
Stefne svarede dem, at Fredløsheden ej vilde blive hans Skade, men at derimod
de selv om faa Aar vilde lide megen Ulempe af denne Sag. Stefne forlod nu Landet,
og begav sig tilbage til Olaf, hvilken han traf i Throndhjem, kort førend han
tiltraadte Rejsen til Viken. Han fortalte, hvor megen Modgang han havde haft,
og sagde at det nok vilde gaa seent med at faa Christendommen indført paa Island2.
Kongen havde imidlertid ogsaa selv hjemme i Norge været meget virksom
1 Det maa erindres, at Ørlyg, Helge Bjolas Frænde, havde bygget en Kirke ved Esj uberg i Nærheden
af Kjalarnes, og at hans Efterkommere troede paa St. Columba, se ovf. B. II. S. 195, 196.
2 Olaf Tr. S. Cap. 139, 142, 187. Kristnisaga Cap. 6.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
