Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ISLÆNDINGERNE I NORGE DØBTE
317
skulde komme tilbage og ikke understaa sig at rejse. De vovede ikke at trodse
dette Bud, og vendte tilbage til Nidaros, men holdt sig stedse rejsefærdige, uden
at losse deres Skibe1. Endelig kom Thangbrand, og gav Kongen en fuldstændig,
vel og noget overdreven Beretning om den slette Behandling, han havde maattet
døje af Islændingerne. «Nogle», sagde han, «digtede Nidviser om mig, andre vilde
dræbe mig, og tilsidst blev jeg dømt fredløs paa Althinget; af det Folk bliver der
vistnok kun meget faa, som antage Christendommen». Da Kongen hørte dette,
blev han saa opbragt, at han strax lod alle de Islændinger, som fandtes i Byen,
kalde til Things, og gav her den Befaling, at de af dem, som endnu ikke vare
døbte, skulde kastes i Fængsel og lemlæstes eller dræbes: saaledes, sagde han,
skulde han gjengjelde deres Fædre at de saa foragteligen havde optaget hans
Budskab. Men de tilstedeværende christne Islændinger, nemlig Kjartan, Gissur,
Hjalte o. fl., gik nu til Kongen, og bad for sine Landsmænd. De forestillede ham,
at Thangbrand ej havde faret frem med tilbørlig Lempe og Forsigtighed. «I husker
jo selv, Herre», sagde de, «hvorledes Thangbrand bar sig ad her hos Eder; ude
paa Island gik han frem paa samme Maade, med Haardhed og Voldsomhed, og
dræbte dem, af hvem han troede at være fornærmet: dette kunde man ej taale».
De erindrede ligeledes Kongen om hans en Gang givne Løfte, at hvad end Nogen
havde gjort ham imod, vilde han dog tage ham til Naade, hvis han lod sig døbe;
dertil, sagde de, vilde de tilstedeværende hedenske Islændinger ikke være uvillige;
selv lovede de at finde paa Raad til at skaffe Christendommen Fremgang paa
Island, hvilket neppe vilde blive saa vanskeligt, naar de mægtigste Mænds Sønner
vare døbte. Kongen lod sig formilde ved denne vise Tale, især da Gissur var
temmelig nær beslægtet med ham paa mødrene Side2, og lod Kongen vide, at
han især for dette Slægtskabs Skyld havde taget sig af Thangbrand i hans Nød.
Kongen sagde, at hvis Gissur og Hjalte vilde love ham at anvende al deres Omhu
og Indflydelse for at skaffe Christendommen Antagelse paa Island, skulde alle
de tilstedeværende Islændinger, efter at være døbte, faa drage bort i Fred, paa
fire nær, der skulde blive tilbage som Gisler, nemlig Kjartan Olafssøn, Halldor
Gudmundssøn, Kolbein Thordssøn og Sverting Runolfssøn3. Herpaa gik Gissur
og Hjalte ind, men bad ham dog at behandle Gislerne godt. En af de tilstede-
1 Olaf Tryggv. Saga, Cap. 217. Laxdøla Saga, Cap. 41. Snorre og Kristnisaga lade, som vi allerede
have seet, de her nævnte Islændinger, saa vel som Gissur og Hjalte, komme samtidigt med Kjartan.
2 Om Slægtskabsforholdet mellem Gissur hvite og Olaf Tryggvessøns Morfader Erik Bjodaskalle,
se ovenfor B. II. S. 209. Cissur hvite var selv en Søn af Teit, Søn af Ketilbjørn paa Mosfell (se ovenfor B. II.
S. 175). Hans Moder var Aaluf, en Datter af Bødvar, Vikinge-Kaares Søn og Erik Bjodaskalles Broder.
3 Det er øjensynligt, at Kongen lagde an paa at faa en Gissel fra hver Fjerding af Landet. Kjartan
tilhørte den vestlige, Halldor den nordlige, Kolbein den østlige og Sverting den sydlige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
