Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
OLAF TRYGGVESSØN >
vovede at tale imod dem. Man kunde imidlertid ej komme til nogen Enighed.
Der opstod Tummel og heftig Ordvexling; endelig kom det saa vidt, at de Christne
og Hedningerne gjensidigt, som det fortælles, sagde sig ud af Loven med
hinanden, med andre Ord, at de skilte sig ad i to forskjellige, af hinanden ganske
uafhængige Statssamfund. Medens der endnu taltes og larmedes herom, kom der
Bud til Thorodd Gode1 om at et Udbrud af underjordisk Ild havde fundet Sted
i Nærheden af hans Gaard ved Ølvus, og at den nedflydende Lava truede med
at brænde Gaarden op. En af Hedningerne sagde da strax, at dette var et Tegn
paa Gudernes Vrede over hvad der nu gik for sig. Men den kloge Snorre Gode2,
skjønt selv en Hedning, svarede med dette merkelige Spørgsmaal: «Hvad mon
Guderne vare vrede over, da Jorden brandt, her hvor vi nu staa?» Lagberget er
nemlig selv en Lavastrækning, meget ældre end Islands Bebyggelse.
Begge Partier forlode nu Lagberget. De Christne vendte tilbage til deres
Boder, og valgte Sidu-Hall til deres Lovsigemand. Han skulde altsaa nu forkynde
de nye Lovbestemmelser, som Christendommen gjorde nødvendige. Men da han
indsaa, at det vilde lede til Fordærvelse for et saa tyndt befolket Land, som
Island, om dets Beboere skulde splitte sig i to Statsforbund, henvendte han sig,
sandsynligviis med de fleste christne Høvdingers Samtykke, til den egentlige
Lovsigemand, Thorgeir Gode fra Ljosa vatn paa Nordlandet, der nu allerede i 15
Aar siden Thorkell Maanes Død (985) havde beklædt dette Embede3, og bød ham
en Pengegave4, om han næste Dag vilde forkynde tre Lovbestemmelser, som
Gissur, Hjalte og Hall foreskreve ham: disse Bestemmelser skulde naturligviis
gjøre Christendommen til Statsreligion. Dette var den eneste Vej til at faa den
antagen med det Gode, thi da Thorgeir selv var en Hedning, kunde de øvrige
Hedninger neppe have noget imod at overlade det Hele til hans Afgjørelse.
Thor-geir modtog Gaven, og lovede at opfylde Halls Begjæring. Det er vistnok ikke
usandsynligt, at Gaven har bidraget noget til at gjøre ham saa føjelig. Men paa
den anden Side er det højst rimeligt, at han, selv en meget klog og beregnende
1 Thorodd Gode paa Ølvus er ovenfor omtalt S. 167.
* Om Snorre Gode, se ovenfor S. 154—158.
s Thorgeir paa Ljosavatn nedstammede paa fædrene Side fra Ketil Høng, paa mødrene fra
Landnamsmanden Baard Bjørnssøn, se ovenfor B. II. S. 171.
4 Summens Størrelse angives forskjelligt. Odd Munk (Gap. 37) nævner kun % Mark S., Njaals Saga
3 Mrk. S., Olaf Tryggv. Saga og Kr. Saga y2 Hundrede i Sølv, hvilket skulde svare til 10 Ører eller 11/4
Mark Sølv. Under alle Omstændigheder synes Summen heel liden efter vore nuværende Begreber, selv om
man antager det største angivne Beløb (3 Mark) for det rette, og forudsætter at Pengenes Værdi i hiin Tid
var ti Gange saa stor som nu. Thi en Sum af 240 Spd., hvortil de 3 Mark eller 24 Ører, Thorgeir fik, i saa
Fald vilde svare, var dog en temmelig ubetydelig Bestikkelsessum for en af Landets mægtigste Høvdinger
og den fungerende Lovsigemand. Man maa følgelig formode, hvad vi og nedenfor have antydet, at
Pengehensynet var det mindste, som her gjorde sig gjeldende hos ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
