Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322
OLAF TRYGGVESSØN >
og den danske Kong Dag engang i Fortiden længe havde ført Krig med hinanden,
indtil begge Landes Høvdinger mod Kongernes Vilje sluttede Fred mellem Landene,
hvilken Fred dog havde til Følge, at omsider Kongerne selv bleve gode Venner1.
Deraf burde de, sagde han, tage Exempel, og han spurgte dem derfor, baade
Christne og Hedninger, om de vilde vedtage de Lovbestemmelser, han efter bedste
Skjøn agtede at forkynde. Alle lovede det, thi, som det heder, Hedningerne
ventede at det, han forkyndte, vilde stemme med deres Ønske, da han selv var
Hedning, medens de Christne troede, at han vilde handle efter Aftalen med Hall2.
Han fordrede Ed og bestemt Forpligtelse af dem derpaa: de føjede ham ogsaa
heri. Da fremsagde han følgende Bestemmelser, som Gissur, Hjalte og Hall havde
foreskrevet ham: 1) At ethvert Menneske paa Island skulde være christent og
lade sig døbe; 2) at alle Hov og Gudebilleder skulde være vanhellige og
tilintetgjøres; 3) at det skulde straffes med Fjørbaugsgard eller den mindre Fredløshed,
om Nogen vidnefast blotede til Guderne. «Men», tilføjede han, «da det maaske
kan forekomme Christendommens ivrigste Modstandere betænkeligt, hvorledes
man skal kunne faa opfødt alle de Børn, der komme til Verden, og dog negte
Almuen at benytte sig af det kraftigste og meest nærende Fødemiddel (nemlig
Hestekjød); saa forkynder jeg, at de hidtil gjeldende Love om Børns Udsættelse
og Hestekjøds-Spiisning fremdeles skulle gjelde3, ligesom heller ikke nogen skal
sagsøges, om han bloter hemmeligt. Ligeledes skulle alle de ældre Love gjelde,
som ej ligefrem stride mod Christendommen». Denne Afgjørelse kom vistnok
mange Hedninger uventet, og de paastode derfor ogsaa at Thorgeir havde sveget
dem4. Men i det hele taget var man tilfreds dermed6, især da den jo ikke paa
een Gang og med et Magtsprog afskaffede alle de Skikke, hvortil man nu i saa
lang Tid havde været vant, og som man havde vundet kjære. Og saaledes blev
da Christendommen lovtagen paa Island. Overhoved er det øjensynligt, at
Thorgeir og de øvrige Hedninger betragtede det Hele mere fra den politiske, end fra
den religiøse Side. Men Hovedsagen, Christendommens Indførelse som
Statsreligion, var dog bragt til Udførelse, og det gik siden, som man let kunde forudse,
og som Gissur og Hjalte vist ogsaa forudsaa, da de fandt sig i at gjøre Hedningernes
Fordomme de ovennævnte Indrømmelser, at de hemmelige Ofringer, Børne-Ud-
1 Denne Hentydning til danske og norske Konger forekommer allerede i Islendingabok, Cap. 7;
ligesaa i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 229, og hos Odd Munk, Cap. 37. Men alene Kr. Saga, Cap. 11, nævner Navnene
Tryggve og Dag.
2 Odd Munk, Cap. 37.
3 Njaals Saga, Cap. 106 siger, aabenbart urigtigt, at Børne-Udsættelse og Hestekjøds-Spiisning
ligeledes forbødes.
4 Njaals Saga, Cap. 106. s Olaf Tryggv. Saga, Cap. 229, siger, at Thorgeirs Tale rostes af alle.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
