Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CHRISTENDOMMEN ANTAGEN PAA ISLAND
323
sætteisen og Hestekjøds-Spiisningen efter faa Aars Forløb ophørte af sig selv1.
Det sidste var vel i og for sig uskyldigt, men det betragtedes nu en Gang som en
af Hedendommens Vederstyggeligheder, og sattes ganske ved Siden af Ofring til
Guderne2.
Allerede paa Thinget bleve mange døbte, og de øvrige primsignede. Aarsagen,
hvorfor ikke alle Thingfolkene strax lode sig døbe, var den, at Nordfjordingerne
og Østfjordingerne ej vilde lade sig neddukke i koldt Vand, men foretrak at lade
sig døbe ved de varme Kilder, som findes hist og her paa Øen. Mange af dem
bleve døbte ved det varme Bad paa Reyke strax søndenfor Ølvusvand. Hjalte
Skeggessøn stod selv Fadder til sin forrige Fiende Runolf Gode, og sagde
spøgende: «nu lære vi den gamle Gode at bide i det sure Æble». Da Thingmændene
kom hjem, hver i sit Hered, blev ogsaa Almuen døbt overalt, og ingen gjorde
Modstand. Blandt dem, der især toge sig af den unge Christendom i Vestfjordene,
var Snorre Gode. Han lod bygge en Kirke paa Helgafell, ligesom hans
Svigerfader Vigastyr lod bygge en paa sin Gaard Raun. De fleste Høvdinger rundt
om i Landet lode ligeledes bygge Kirker paa deres Gaarde, og hvad der meest
ansporede dem dertil, var, som det fortælles, Presternes Forsikring, at Enhver,
der lod opføre en Kirke, skulde i det andet Liv kunne fordre Plads for Uge saa
mange Mænd i Himmerige, som der kunde faa Plads i den af ham byggede Kirke.
Paa den Maade rejste der sig snart saa mange Kirker, at der ikke paa langt nær
var Prester nok til at forrette Gudstjenesten i dem3.
Olaf Tryggvessøns Iver og Kraft, og den Klogskab og Nidkjærhed, hvormed
Gissur og Hjalte udrettede hans Ærende, havde altsaa her i en utrolig kort Tid
fuldført et Verk, om hvis heldige Udførelse man lige indtil det sidste næsten
fortvivlede. Dog maa man erkjende, at ogsaa Thangbrand, hvad der end kan siges
om ham og hans Ferd, havde lagt en god Grundvold, og at Gest Oddleifssøn
vistnok havde Ret, naar han sagde at han havde gjort det meste. Gemytterne
vare allerede bearbejdede; og mange af de klogere havde vistnok allerede lært
at indse, at Christendommen ej længer lod sig fortrænge, og at man, for at undgaa
Statssamfundets Opløsning, lige saa godt først som sidst burde bekvemme sig
1 Olaf Tryggv. Saga, Cap. 229.
2 Se herom ogsaa ved Haakon den godes Historie, ovenfor B. II. S. 346, 347.
3 Eyrbyggja Saga, Cap. 49. De Høvdinger, om hvem det for Resten udtrykkeligt omtales, at de
byggede Kirker paa deres Gaarde, ere først og fremst Gissur hvite, der byggede en Kirke paa Skaalholt,
der siden blev Biskopssæde; Skafte Thoroddssøn paa Ølvus (Floaman. Saga, Cap. 34), Thorstein Egilsson
paa Borg (Laxdøla Saga, Cap. 51), Grim paa Mosfell, Egil Skallagrimssøns Svigersøn; ved denne Kirke
blev Egils Lig begravet (Egils Saga, Cap. 89); Thorodd Skattkaupande paa Frodaa (Eyrb. Saga, Cap. 49);
Maar, Vigaglums Søn, i Fornhage ved Eyjafjorden; ved denne Kirke blev Glum begraven 1003 (Vigaglums
Saga, Cap. 28); Thorkell Kravla i Vatnsdalen (Vatnsdøla Saga, Cap. 46).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
