Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLAFS CHARAKTER. SORG OVER OLAFS DØD
367
til sig. Og den 9de Dag efter Slaget døde hun, tildeels af Hunger1. Erling Skjalgssøn
og de øvrige, der havde sejlet fra Olaf, toge sig meget nær deraf, især Erling, der
aldrig bekvemmede sig til at slutte noget Forlig med Erik Jarl. Blandt dem, der
havde sejlet fra Olaf, var ogsaa Stefne Thorgilssøn. Ved Efterretningen om Olafs
Død havde han ikke længer Ro paa sig i Norge, men rejste til Rom. Da han paa
Tilbagevejen drog gjennem Danmark, stødte han tilfældigviis paa Sigvalde Jarl,
og kunde ikke bare sig for at kvæde følgende Vers:
Ej jeg ham nævner,
nær ham jeg stevner,
nedbøjet Næsen
er paa den Niding,
som skjendigt sveg
Kong Sven fra Landet
og Tryggves Søn
i Snaren lokked.
Dette fortalte nogle til Jarlen, der blev saa opbragt derover, at han lod Stefne
dræbe2. Hallfred Vandrædaskald, der allerede før Kong Olafs Afrejse var dragen
hjem til Island, hvor han begyndte sin gamle Kjærlighedshandel med sin forrige
Elskede Kolfinna, og derved indvikledes i farlige Stridigheder med hendes Mand,
den anseede Gris Semingssøn, skal ved en Drøm, hvori Olaf Tryggvessøn
aabenbarede sig for ham, være bleven afholdt fra at bestaa en allerede aftalt Holmgang
med Gris. Strax efter erfoer han Olafs Død, blev saare bedrøvet, forligte sig med
sin Modstander, og rejste til Norge, hvor han ankom Aaret efter Slaget. Her fik
han Bekræftelse paa hvad han havde hørt, og digtede nu den forhen omtalte
Draape om Kong Olaf, hvis Omkvæd er: «al Fred er borte formedelst den ædle
Tryggvessøns Fald». Han faldt kort efter i Erik Jarls Hænder, og var nær bleven
dræbt, hvis ikke Thorleif spake, Jarlens Fosterfader, der tilfældigviis var tilstede,
havde bedet om Naade for ham, til Gjengjeld fordi at Hallfred i sin Tid havde
ladet ham beholde sit Øje. Hallfred fik nu beholde Livet, imod at digte et Kvad
om Jarlen; siden den Tid laa han nogle Aar paa Kjøbmandsfart, men var aldrig
glad. Endelig besluttede han at nedsætte sig i Sverige, hvor hans ældste Søn
opdroges, og vilde først gjøre en Rejse til Island for at hente sit Gods. Denne
Rejse var meget haard og stormfuld, og Hallfred var allerede meget syg, da han
fik et voldsomt Slag af Sejlbommen, som drev imod ham. Han døde kort efter,
og blev, efter som han havde bestemt før sin Død, kastet overbord i en Kiste hvor
tillige en Kappe, en Hjelm og en Ring, han havde faaet af Kong Olaf, vare
nedlagte med ham; sin Søn Hallfred gav han Sverdet. Kisten skal siden være dreven
1 Olaf Tryggv. Saga, Cap. 257. Odd Munk, Cap. 71. Adam Brem. II. Cap. 38. Ogsaa her kan Mag.
Adam ikke afholde sig fra at lægge sin Uvilje mod Thyre for Dagen; lian finder hendes sørgelige Død
fortjent.
2 Olaf Tryggv. Saga, Cap. 263. Odd Munk, Cap. 61. Fagrsk. Cap. 76.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
