Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FLEERHERREDØMME I NORGE
371
og Venner til at Erik kunde tænke paa at begynde nogen Fejde med ham; tvertimod
vovede han ikke engang at drage om paa Veitsler i den Deel af Landet, uden at
have mange Folk med sig1.
Der var saaledes paa denne Tid et besynderligt Fleerherredømme i Norge.
Den mægtigste Hersker var Erik Jarl, hvilken derfor ogsaa sædvanligviis nævnes
som Olaf Tryggvessøns egentlige Efterfølger; hans Herredømme strakte sig
væsentligst over den nordlige Deel af Landet, hvor hans Broder Sven vistnok for
det meste maatte adlyde ham. Paa Sydvestkanten, fornemmelig Rogaland,
udøvede Erling Skjalgssøn Herredømmet. Oplandene med Undtagelse af Raumarike,
der var bortforlenet til Erik Jarl, vare for største Delen overladte til sig selv,
og svarede neppe nogen regelmæssig Skat til Danekongen. Dette var derimod
Tilfældet med den Deel af Viken, som stod under hans umiddelbare Herredømme,
thi her indsattes danske Sysselmænd, der opkrævede de kongelige Indtægter.
Og ligeledes var Ranrike blevet et fuldkomment svenskt Landskab, hvor
Svia-kongen indsatte to Sysselmænd, en over den nordre, en over den søndre Deel2.
Det af de forrige Konger med saa megen Møje knyttede Foreningsbaand
mellem Rigets enkelte Dele var altsaa paany opløst. Kun Frostathingslagens
Fylker holdt nogenlunde sammen. Gulathingets Forening var tildeels, eller ganske,
adsplittet mellem Erik Jarl, Erling og Sven. Oplandenes og Vikens, eller
Eidsiva-thingets Forening var ligeledes opløst. En Tilstand var bragt tilbage, der omtrent
lignede den, som herskede paa Harald Graafelds Tid. At dette Tilbageskridt i
politisk Henseende ogsaa medførte andre Tilbageskridt, er naturligt. Især gik
det tilbage med den unge Christendom. Baade Erik og Sven antoge
Christendommen og lode sig døbe, men, tilføjes det, de lode Enhver gjøre som han vilde
men Hensyn til Overholdelsen af Christendommen3. Denne tog derfor betydeligt
af i den Deel af Landet, der stod under deres umiddelbare Herredømme,
fornemmelig Thrøndelagen, Naumdal og Haalogaland. I den sydvestlige Deel, hvor
Erling Skjalgssøn herskede, sandsynligviis i samme Aand, som hans afdøde Svoger,
Kong Olaf, holdt Christendommen sig bedre; i Viken ligeledes, thi dette Landskab
«
1 Olaf Tryggv. Saga, Cap. 261. Olaf den helliges Saga, Cap. 43. Snorre, Olaf den helliges Saga, Cap. 21.
Om det Len, Erling fik af Olaf Tryggvessøn, se ovenfor S. 269.
2 De danske og svenske Sysselmænd omtales udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga, Cap. 63, hos Snorre,
Cap. 59.
3 Olaf Tryggv. Saga, Cap. 240, hos Snorre, Cap. 123. Fagrskinna, Cap. 84. Thjod. Munk, Cap. 14.
Den sidste siger: Christianitatem nec minuit nec dilatavit, permittens unumquemque in hae dumtaxat
parte vivere jure quo vellet. Ägrip (Cap. 19) og Hist. Norv. (fol. 11. a.) udtrykke sig mindre fordeelagtigt,
det første siger: «saa megen Flid og Omhu, som Olaf Tryggv. anvendte paa at fremme Christendommen . . .
saa megen Magt lagde Erik og hans Søn (skal være Broder) paa at ødelægge den». Og den sidste: sanctam
dei ecclesiam, quam beatus Olavus egregie plantaverat, Johannes rigaverat, isti penitus eradicaverunt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
