Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
392
ERIK JARL
Sagen ved Voldgift. Blandt dem, Flose udnævnte, var Hall og Runolf. Njaal
udnævnte Aasgrim Ellidagrimssøn, Gissur hvite, Hjalte, Gudmund den mægtige,
hans Broder Einar, og Snorre Gode. Snorre førte Ordet. Han fandt, at det kun
vilde lede til nye Ubehageligheder, om man dømte nogen til Hereds- eller
Lands-forviisning, men foreslog heller at man skulde bestemme den største Bod, der
nogensinde der paa Landet havde været givet for Manddrab, nemlig trende
Mands-gjeld eller sex Hundreder i Sølv1. De øvrige erklærede sig enige heri. Snorre
tilføjede den Betingelse, at Boden skulde udredes strax paa Thinget. Gissur
indvendte at de neppe havde saa mange Penge hos sig. Men Gudmund sagde: «jeg
skjønner nok Snorres Mening: han vil at alle vi Voldgiftsmænd skulle give saa store
Bidrag til Summen som vi finde anstændigt, da ville mange følge vort Exempel».
Hall takkede ham for disse Ord og sagde at han gjerne vilde bidrage saa meget
som den, der ellers gav meest. De afgjorde nu dette mellem sig og overdrog det
til Hall at fremsige Opgjøret. Han traadte frem paa Lagberget og forkyndte, at
den Forligssum, de eenstemmigt havde antaget, var sex Hundreder, der strax
skulde udredes paa Thinget, men han tilføjede ogsaa, at han og de øvrige
Voldgiftsmænd vare blevne enige om at bidrage det halve; han opfordrede nu den øvrige
forsamlede Mængde til ogsaa at bidrage noget for Guds Skyld, for at hindre al
Blodsudgydelse. Njaal takkede Voldgiftsmændene for Afgjørelsen; Skarphedin
taug, men smilede. Medens nu Njaal og hans Sønner gik til deres Bod for at hente
de Penge, de havde, indsamledes der Bidrag blandt Mængden, og der kom saa
meget ind, at uagtet Njaal, Kaare og hans Sønner ej kunde skaffe mere end to
Hundreder, manglede der dog ikke en eneste Penning i den bestemte Sum. Den
nedlagdes i Lagretten. Njaal lagde endnu en Silkekaabe og et Par Stadsstøvler2
ovenpaa Pengedyngen. Det stod nu kun tilbage at begge Parter tilsagde hinanden
Forlig og Trygd. Hall hentede derfor Flose og Njaal sine Sønner. Han bad dem
paa Vejen til Lagretten, at de endelig ej vilde forspilde dette Forlig: Skarphedin
svarede intet, strøg sig om Panden og smilede3. Hall opfordrede Flose til at tage
Pengene i Øjesyn, og efterse om Summen var rigtig. Det skede, og Flose fandt
Summen rigtig i alle Maader. «Men», sagde han, idet han tog Kaaben og svingede
den leende, «hvo har givet denne?» Ingen svarede. «Tør da ingen af Eder», sagde
1 Efter den ovenfor (S. 320 Not.) anførte Beregningsmaade, hvis Rigtighed dog ej er hævet over enhver
Tvivl, men grunder sig paa Afhandlingen udg. i Kristnisaga «de centenario argenti» skulde et Hundrede
i Sølv svare til omtr. 20 eller i det højeste 24 Ører, sex Hundreder vilde altsaa blive 15 eller 18 Mark Sølv.
2 Kaaben kaldes her slæör, hvorved forstodes et langt, sidt Klædebon; Støvlerne kaldtes bötar, (det
engelske boots); de brugtes vel især af Kvinder og Gejstlige, se Fornm. S. 7, S. 186.
3 Det er øjensynligt saa vel heraf, som af Skarphedins Opførsel under alle disse Forhandlinger, at
det lige saa vel var hans, som Floses hemmelige Ønske, at intet Forlig skulde komme istand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
