Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
406
ERIK JARL
Rafn selv er at se til, men temmelig intetsigende», svarede Gunnlaug, idet han
tillige spurgte Rafn, hvorfor han alene digtede en Flokk (kortere Kvad) om Kongen,
som om han ej skulde være en Draapa værd. «Lad os ikke tale mere herom»,
sagde Rafn: «senere kunne vi nok igjen tage den Sag fåt». Kort efter blev Rafn
Kongens Hirdmand, og fik hans Tilladelse til at rejse bort. Før Afrejsen sagde
han til Gunnlaug, at han nok engang skulde gjengjelde ham, at han havde villet
sætte ham i et mindre fordeelagtigt Lys for Kongen. Gunnlaug sagde, at han
ej frygtede hans Trusler.
Rafn rejste lige hjem til Island, medens Gunnlaug vendte tilbage til Kong
Ædhelred, og tilbragte Vinteren hos ham, den tredie siden han drog hjemmefra.
Om Vaaren (1008) vilde han drage hjem. Men det var just paa den Tid, da
Dane-kongen Sven Tjugeskegg havde begyndt sine ødelæggende Tog til England; han
havde vel sluttet en Fred (1007), men alle vidste, at denne Fred ej var at stole
paa, og at man hvert Aar kunde vente nye Angreb af Danerne. Ædhelred fandt
det derfor ikke passende, at Gunnlaug, der var hans Hirdmand, vilde forlade
ham i Farens Stund, og Gunnlaug, som mere lyttede til Ærens, end Kjærlighedens
Stemme, blev, uagtet nu den tredie Vinter var udløben, i hvilken Helga skulde
vente paa ham. Men Sommeren og Vinteren gik, uden at Danerne kom, og den
følgende Sommer (1009) fik Gunnlaug endelig Orlov1. Han drog først til Norge,
hvor han nu blev venskabeligt modtagen af Erik Jarl, der indbød ham til at blive
hos sig. Gunnlaug takkede for Indbydelsen, men sagde at han først og fremst
maatte besøge sin Fæstemø paa Island. Han hørte heldigviis, at Hallfred
Vandræda-skald laa sejlfærdig ved Agdenes, skyndte sig ud til ham, og blev i Følge med
1 Med Hensyn til den her fulgte Tidsbestemmelse maa det merkes, at Gunnlaugs og Rafns Saga fejler,
ved her at nævne Knut i Stedet for Sven Tjugeskegg, af den Grund, der i det følgende nærmere vil blive
omhandlet, at de ældste islandske Chronologer, sandsynligviis allerede Are frode, ved en fejlagtig
Beregning henførte Sven Tjugeskeggs Død til 1008 i Stedet for at det rette Aar er 1014. Oprindeligt har Sagaen
vistnok kun nævnt Danekongen, og da dens Tidsangivelser for øvrigt ere aldeles rigtige, kan man maaske
fra hiin Tilføjelse af Knuts Navn slutte, at Sagafortælleren selv her har tænkt paa Aaret 1008. Dette passer
med de Efterretninger, vi ellers finde i de paalidelige og samtidige engelske Annaler. Sven havde senest
i 1007 sluttet Fred med Ædhelred, men i 1009 kom en ny Skare af Daner under Heming o. fl.; før disses
Ankomst, men efter 1007, maa altsaa Gunnlaug have forladt England. Da Sven neppe kunde ventes samme
Aar, hvori han havde sluttet Freden, men i det allertidligste Aaret efter, bliver altsaa just 1008 den Sommer,
hvori Ædhelred kunde vente hans Komme. De tre Vintre, som da vare udløbne, vare følgelig 1005—1006,
1006—1007 og 1007—1008. Det var altsaa i 1005, at Gunnlaug forlod Island. Dette passer godt med,
hvad Gunnlaugs og Rafns Saga melder, at Gunnlaug da var 18 Aar gammel, og (Cap. 5) at
Christendommens Indførelse paa Island (1000) indtraf mellem Gunnlaugs 12te og 18de Aar. Gunnlaug maa saaledes
være fød 987 eller 986. Det heder vistnok ogsaa i Cap. 5, allerede forend Christendommens Indførelse
omtales, at Skafte da var Lovsigemand; men dette findes egentlig kun i en foreløbig Udsigt over
Slægtskabsforholdene, og er nærmest at henføre til den Tid, i hvilken Sagaens Hovedbegivenheder foregik, nemlig fra
1005 til 1012.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
