Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8
ERIK JARL
deraf formode, at Sejladsen didhen ej ganske ophørte med Helges og Finnboges
Tog, men at der i de følgende Aar ligeledes fra Grønland af gjordes enkelte Rejser
derhen, dog sjældnere og sjældnere, indtil de omsider efter et Par Generationer
ganske ophørte. Endnu paa Adam af Bremens Tid (1075) synes Viinland stundom
at have været besøgt, eller i det mindste Rejserne derhen at have været i friskt
Minde, — hvad de vistnok endnu kunde være, om de end vare ophørte henved
1020, — thi han fortæller, efter den danske Konge Sven Ulfssøns Vidnesbyrd,
at man havde opdaget en 0 i Oceanet, som kaldtes Viinland, fordi Viinranker,
der gave den bedste Viin, voxede vildt der, og selvsaaet Korn fandtes der i
Overflod: «dette», siger han, «har jeg hørt, ikke blot som en fabelagtig Gisning, men
af Danernes paalidelige Beretning»1.
Noget senere end de nys omtalte Begivenheder, indtraf en merkelig Rejse,
som en Islænding, ved Navn Gudleif Gudlaugssøn, tilfældigviis kom til at
foretage til en Egn, der neppe kan have været nogen anden, end den sydlige Deel af
Nordamerikas Fastland. Mod Slutningen af Kong Olaf den helliges Tid, altsaa
i Aarene 1028, 29, havde han gjort en Handelsrejse til Dublin. Da han skulde
rejse hjem til Island, overfaldtes han af en svær Nordøststorm, der drev dem
langt ud i Havet mod Sydvest, saa at ingen af Besætningen vidste, hvor de vare
eller hvor Land var at finde. Det var allerede ledet langt ud paa Sommeren.
De gjorde mange Løfter til Gud, for at komme til Land, og endelig opdagede
de et stort Land, som de slet ikke kjendte. Kjede af at drive omkring paa Havet,
sejlede de til Kysten, hvor de fandt en god Havn. De havde ikke været der
længe, førend der kom Folk til dem, hvis Sprog de ej forstode, men som de dog
syntes nærmede sig meest det irske. Der kom flere og flere, saa at det tilsidst
var flere Hundreder; de angrebe Gudleif og hans Mænd, toge dem til Fange og
førte dem op i Landet. Her blev der holdt en Raadslagning over hvad der skulde
foretages med dem, og de kunde skjønne saa meget, at nogle vilde have dem
dræbte, andre fordeelte omkring som Trælle. Da kom der en stor Flok ridende,
foran hvilken der blev baaret et Merke eller Banner, under hvilket der red en
høj og statelig, gammel Mand med hvidt Haar, for hvem alle bøjede sig, saa at
de kunde skjønne at han maatte være Flokkens Høvding. Han lod Gudleif og
de øvrige Fanger bringe for sig, tiltalte dem paa Norsk, og spurgte dem, hvorfra
de vare. De svarede, at de fleste af dem vare Islændinger, navnligen Gudleif.
Til ham henvendte nu Oldingen flere Spørgsmaal, nemlig fra hvilket Hered han
var, og da Gudleif nævnte Borgarfjorden, spurgte han om næsten enhver af de
meest anseede Mænd saavel der, som i Breidafjorden. Især spurgte han om Snorre
1 Adam af Bremen IV. 38.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
