Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38 SVEIN OG HAAKON JARLER
forhen havde givet ham Navn, nu atter nævnte det1. Der er et Sagn om at man
ved denne Lejlighed gav Drengen et Lys i Haanden, og at han — meget
naturligt —, skal have sagt «Lys, Lys, Lys!» et Udraab, hvilket man, som saa meget
andet, senere synes at have givet en varslende Betydning2. Da Olaf voxede til,
blev han smuk af Udvortes og rask i al Slags Legemsfærdighed; ikke høj af
Væxt, men før og sterk, saa at man kaldte ham «Olaf digre», lysebruun af Haar,
noget bredladen i Ansigtet, rødmusset, med smukke, spillende og
gjennemtræn-gende Øjne, saa at man, som det siges, kunde bh ve bange for hans Blik, naar
han var vred. Han opnaaede Dygtighed i mange Idrætter, især Bueskydning og
Spydkastning, han blev derhos flink i al Slags Haandarbejde, og talte godt for
sig; af sin Byrd var han stolt og vilde gjerne herske over andre3. Der er flere
Sagn om hans tidlige Lyst til krigerske Sysler og om hans Storsindethed. Da han
var 8 Aar gammel, stod han engang, som det fortælles, tilfældigviis hos sin Moder,
medens hun lukkede op sin Kiste, og fik Øje paa noget blankt og fagert, som
kom frem; det var Sverdet Bæsing, som Rane havde givet ham. Hun vilde i
Førstningen ej lade ham se det, men han greb det om Hjaltet og drog det af
Slidren, beundrende dets Glands. Paa hans Spørgsmaal, hvem det tilhørte, sagde
hun at det var hans eget, men at hun gjemte det for ham til han blev ældre.
Han meente at han nu strax vilde bære det, og gik bort med det. Sigurd forsøgte
siden at lokke det fra ham, men forgjæves. Da bød han ham vred at give slip
derpaa, men Olaf foer op, drog Sverdet og løftede det truende med begge Hænder,
idet han forsikrede at han aldrig med det gode vilde give det fra sig. Sigurd maatte
da lade ham have sin Vilje, især da Aasta ikke ønskede at man brugte haarde
Midler eller fik ham til at græde4. En anden Gang vilde Sigurd ride ud, og da
der ej var nogen ved Haanden til at sadle hans Hest, bad han Olaf, der paa den
Tid var omtrent 10 Aar gammel, at gjøre det. Olaf gik hen, tog den største Buk
paa Gaarden, sadlede den med Kongens eget Seletøj og meldte Sigurd at nu var
Rideskydsen færdig. Da Sigurd spurgte hvad dette skulde betyde, skal han have
svaret, at Sigurd og Bukken passede bedst for hinanden, da han tog sig saaledes
ud i Sammenligning med andre Konger, som Bukken i Sammenligning med
Stridsheste. «Jeg skjønner nok», sagde Sigurd, «at du vil vænne mig af med at
1 Den legend. Olaf d. hell. Saga, Cap. 6.
2 Sammesteds; ogsaa Flatøbogen omtaler det, men lægger Udraabet «Lys, Lys, Lys», i Ranes Mund.
At Olaf ved denne Lejlighed ej var 5 Aar gammel, som den leg. Ol. S. beretter, men kun 2 y2 Aar, er ovenfor
viist.
3 Olaf d. hell. Saga, Cap. 20, 25, Snorre, Cap. 3.
4 Olaf d. hell. Saga, Cap. 2. Den leg. Saga, Cap. 7. Snorre og den ældste Afskrift af Olaf d. hell. Saga
udelader denne Fortælling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
