Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
SVEIN OG HAAKON JARLER
nedenfor komme til at tale nærmere, og som først senere besang Olafs Bedrifter
uden selv at have været Øjenvidne til dem, have forvexlet enkelte af de Krigs
-foretagender, hvori han deeltog, med andre. Saaledes omtaler han, som
oven-berørt, et Angreb, han skulde have gjort paa Londons Brygger, medens Vikingerne
forsvarede Diget, og endeel holdt sig i Southwark, umiddelbart førend han kæmpede
paa Ringmarahede, og strax efter sin Ankomst til England. Der kan ej være nogen
Fejltagelse med Hensyn til Sighvats Mening, thi han giver udtrykkeligt hver af
Olafs største Kampe eller Hovedkrigsbedrifter sit særegne Tal i Rækken; Striden
ved Sudrvik er den fjerde, Landgangen paa Kinnlimaside den femte, Angrebet
paa Londons Brygger den sjette, og Slaget paa Ringmarahede den syvende. Men
de samtidige engelske Kilder vide intet andet at fortælle om nogen Kamp ved
London før 1010, end at Thorkells Hær, efter at have taget sit Vinterkvarteer
ved Temsen 1009, oftere gjorde forgjæves Angreb paa London1. Det er jo vistnok
muligt, at Olaf allerede ved denne Lejlighed angreb Londons Broer, og at en Deel
af Thorkells Hær havde sit Tilhold i Southwark, men Ytringen passer dog
unegteligt langt bedre paa Knuts Belejring af London 10162, hvilket i alle Fald enkelte
af Sagaskriverne her have haft for Øje, og det er saaledes al Sandsynlighed for,
at Sighvat selv er den, fra hvem Forvexlingen er udgaaen, og som saaledes
allerførst har givet Stødet til den Forvirring, der senere er indkommen i Fortællingen
om disse Begivenheder. Merkeligt er det, at Olaf, hvis Iver for Christendommen
senere var saa stor, selv — hvad Sighvats og Ottars Vers tilstrækkeligt bevidne —
deeltog i Bestormelsen af Canterbury og saaledes maaske endog var Øjenvidne
til de Grusomheder, som her øvedes, og navnligen til Erkebiskop Ælfeahs Drab.
Man maa dog formode at han, som Thorkell selv, misbilligede det. Da Thorkell
strax efter traadte i Ædhelreds Tjeneste, maa Olaf ogsaa have fulgt hans Exempel,
thi strax efter Striden ved Canterbury finde vi Olaf som den, der havde
«Land-værn for England», og i denne Egenskab kæmpede med Daner ved et Sted, kaldet
«Nyjamoda», en Kamp, hvorom de engelske Skrifter intet indeholde, og som
rimeligviis har været heel ubetydelig3. Den regnes dog for hans niende Hoved-
1 Se ovf. S. 15.
2 Se ovf. S. 25. Det maa dog ogsaa erindres, hvad der ogsaa ovenfor (S. 19) er omtalt, og hvad der
nedenfor atter vil blive berørt, at Ædhelred og Thorkell, følgelig vel ogsaa Olaf, udholdt en Belejring i
London 1013, hvorpaa maaske og Sighvats Vers kunde passe, og at Olaf den helliges Saga tilligemed Snorre
virkelig henføre Sighvats Vers til Ædhelreds og Olafs Angreb paa (Fejltagelse i Stedet for «Forsvar af»)
London, uden at nævne Knut, ligesom og Chron. Sax. her udtrykkeligt beretter at flere af Danerne ved
deres Fremstormen druknede i Temsen. Men hvilken af disse Begivenheder, Knuts Angreb 1016 eller
Ædhelreds Forsvar 1013. Sighvat end har meent, saa har han dog omtalt den paa et urigtigt Sted.
8 Olaf den helliges Saga, Cap. 38, Snorre, Cap. 28. Den prosaiske Beretning har her, at Olaf kæmpede
med Thingmændene; derom staar der dog intet i Sighvats Vers, som kun siger at den «danske Hær» faldt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
