Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BJØRN STALLARES SENDELSE TIL SVERIGE 85
gjerne, at dette Ønske kunde blive forebragt Kongen. Men ingen af dem vovede
at paatage sig dette vanskelige Hverv. Endelig henvendte de sig til Bjørn Stallare,
og bade ham anmode Kongen om at sende Mænd til Kong Olaf svenske for at
tilbyde Forlig. Bjørn vilde nødig til, og undslog sig i Førstningen; men da mange
af hans Venner trængte paa ham, lovede han dog at tale til Kongen derom, skjønt
han ikke havde noget Haab om at denne vilde optage nogen Anmodning godt,
som gik ud paa at han, om end i nok saa lidet, skulde vige for Sviakongen. En
Gang, da Kongen holdt et Møde med sine Mænd og med Bønderne, for at raadslaa
om et og andet, der hørte til Landsstyrelsen, troede Bjørn at have fundet det rette
Øjeblik til at bringe Sagen paa Bane. Han spurgte Kongen, hvad det skulde
blive til med denne Ufred, som nu allerede saa længe havde hersket mellem ham
og Sviakongen; allerede havde mangen Mand ladt sit Liv, uden at det endnu var
afgjort, hvor meget hver af Kongerne skulde have af Riget; og de, der havde
ledsaget Kongen fra det nordenfjeldske, længtede hjem. «Det er», sluttede han, «saa
vel Lendermændenes, som de øvrige Krigeres og Bøndernes Ønske, at man paa
en eller anden Maade kunde faa Sagen afgjort, og siden vi nu have Fred og
Stilstand med Vestgauterne og deres Jarl, tykkes det flere som om dette var den
belejligste Tid til at sende Mænd til Sviakongen for at byde Forlig, et Tilbud,
som sikkert mange af dem, der omgive Sviakongen, ville understøtte, da det er
til Gavn saa vel for Sveriges, som for Norges Indbyggere». Bjørns Tale blev
modtagen med lydelige Bifaldsytringer. Kongen vægrede sig ikke ved at opfylde
det almindelige Ønske, men lod dog Bjørn føie, hvor lidet tilfreds han var med
hans Optræden, thi han svarede: «har du engang, Bjørn, fremsat dette Raad,
er det heller ikke mere end billigt, at du selv forsøger det; du skal selv rejse i
dette Ærende, og er da Raadet godt, nyder du selv godt deraf, men er der nogen
Fare forbunden dermed, saa er det din egen Skyld: det er desuden dit Embede
at tale i Forsamlinger paa mine Vegne». Med disse Ord stod Kongen op og gik
til Kirke for at høre Højmesse; siden gik han til Bords. Bjørn var meget ilde
tilmode over dette uventede og højst uvelkomne Hverv, som var blevet ham
paalagt. I denne Tid opholdt just Hjalte Sheggessøn1 sig ved Olafs Hof. Han var
nylig kommen fra Island efter Kongens egen Anmodning; thi allerede under sit
sidste Ophold i Throndhjem havde Olaf sendt Bud efter ham, fornemmelig for at
raadslaa med ham om de nødvendige Forholdsregler til Christendommens
Op-hjelpelse paa hans Fædreneø, men ogsaa, som det synes, for at benytte hans
Klogskab og Anseelse ved Underhandlingerne med Sverige. Hjalte var derfor bleven
1 Om Hjalte Skeggessøn, Gissur hvites Svigersøn, en af Islands fornemste Høvdinger og
Christen-dommens ivrige Befordrere, se især ovfr. B. III. S. 314—323.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
