Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
OLAF HARALDSS ØN
tog man med Glæde derimod. Det faldt da næsten af sig selv, at Brødrene fik
meest at sige i denne Flok, der nu blev den talrigste af alle. Men endnu lød det
almindelige Raab, at man ej længer vilde have Olaf til Konge eller taale hans
ulovlige og overmodige Færd. Freyvid, som indsaa, at det ikke nyttede andet
end at tale Mængden efter Munden, kaldte Høvdingerne tilside og forestillede dem,
at da det var Upp-Sviarnes gamle Ret, at afsætte og antage Konger, vilde det
være en Skam for dem, om de nu lode sig foreskrive Regler desangaaende af
Vest-gauterne eller Emund, og at de derimod burde stille sig i Spidsen for dette
Foretagende. Dette fandt alle vel talt, man blev enig derom, og Freyvid og Arnvid
optraadte som Flokkens Formænd. Emund Lagmand, som hørte dette, begyndte
at merke Uraad, og begav sig hen til Brødrene, for nærmere at føie dem paa
Tænderne. De spurgte ham, hvem han og hans Venner agtede at tage til Konge, hvis
Olaf Erikssøn blev dræbt. «Den», svarede han, «som synes os bedst skikket dertil,
hvad enten han er af Høvdingeæt eller ej». Dertil svarede Freyvid: «Vi
Upp-Sviar ville aldeles ikke, at Kongedømmet skal gaa ud af Uppsviakongernes Æt,
saa længe vi leve, allermindst hvor vi have saa godt et Valg, som nu, da Kongen
har to Sønner, mellem hvilke der rigtignok er stor Forskjel, siden den ene er
egtefød og svensk i al sin Æt, medens den anden er Frillesøn og halv vendisk».
Disse Ord bleve optagne med stort Bifald, og alle vilde have Jakob til Konge,
hvor meget end Emund ivrede derimod1. Freyvid og Arnvid lode Jakob træde
frem i Forsamlingen, hvor han hilsedes med Kongenavn, hvorhos Sviarne ogsaa
gave ham Navnet Anund, da de ikke kunde lide Navnet Jakob som udenlandskt.
Han tog sig strax en Hird og valgte Høvdinger til Raadgivere og Ledsagere;
derpaa lod han hele Bondehoben fare hver til sit. Der aabnedes nu Underhandlinger
mellem Fader og Søn, og siden holdt de personligen et Møde, hvorved det bestemtes,
at Olaf skulde være Konge over Landet, saa længe han levede, men holde Fred
og Forlig med Norges Konge, saa vel som med alle dem, der havde deeltaget i
Opstanden. Anund skulde ogsaa føre Kongetitel, og herske over en Deel af Landet
efter nærmere Overeenskomst, dog skulde han være forpligtet til at staa paa
1 Emund skal ifølge Sagaerne have spaaet, at Sviarne nok vilde komme til at opleve den Tid, da
Kongedømmet gik over fra Uppsviarnes gamle Kongeæt til en anden Slægt. Da dette sigter til den steinkelske
Stammes Ophøjelse paa Tronen 1056, en Omstændighed, hvilken Emund, saa klog han var, dog neppe
kunde forudsee, kan man vel heraf tydelig slutte, at den hele Fortælling i den Form, hvori den i Sagaen
forekommer, maa være yngre end hiint Aar. Lægges nu hertil, hvad der ovenfor er nævnt om de tre
Raad-giveres Navne og de dem tillagte Naturfejl, indsees det letteligt, at Fortællingen ikke i eet og alt kan have
fremstillet Tildragelserne, som de virkelig foregik, ligesom der ogsaa øjensynligt er lagt for liden Vegt paa
det væsentlige Moment, Kongens Christendomsiver og befrygtede Attentat mod Uppsalatemplet maa have
afgivet ved Opstandens Tilbliven. Men dette kan dog ikke svække Beretningens Sandfærdighed og
Paalidelighed i alt det væsentlige. Dertil stemmer den altfor vel med Tidens Aand og de da bestaaende Forhold.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
