- Project Runeberg -  Det norske folks historie / IV /
107

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

ANUND JAKOB KONGE I SVERIGE. FRED I KONGEHELLE 107

Bøndernes Parti, om Kong Olaf atter gjorde noget, hvori Bønderne ej vilde finde
sig. Saaledes var den farlige Opstand ved hine Raadgiveres Klogskab dæmpet
paa den efter Omstændighederne lempeligste Maade, og Olaf slåp nogenlunde
vel derfra, skjønt det maa have krænket hans Stolthed dybt at finde sig i de ham
paalagte Betingelser. Det synes ogsaa af hvad der andensteds berettes, som om
Olaf opslog sin Residens i Skara i Vestergautland, aabenbart fordi Opholdet i
Uppsala efter denne Dag var ham forhadt1. Der blev strax sendt Gesandter til
Kong Olaf i Norge for at underrette ham om det forefaldne, og indbyde ham til
et Møde med Sviakongen i Kongehelle. Olaf, som fremdeles helst ønskede Fred,
og som desuden havde al Grund til at være tilfreds med det Udfald, Sagen havde
faaet, gjorde sig strax rede, og indfandt sig i Kongehelle til bestemt Tid. Her
indtraf ogsaa Sviakongen, der nu, som det heder, var god og føjelig at komme
til Rette med. Det kan heller ikke slaa fejl, at begge Kongers Iver for
Christendommen maa have dannet et Tilknytningspunkt imellem dem, som ved deres
personlige Møde bidrog mere end alt andet til at udslette al fordums Fiendskab
og Harme. De sluttede Forlig og Fred, og bestemte følgelig nøje, hvorledes
Grændse-skjellet mellem begge Lande skulde gaa. Dog berettes intet udtrykkeligt herom,
uden dette, at Kongerne besluttede ved Terningkast at afgjøre, til hvilket af
Rigerne en Bygd paa Hisingen, der snart havde været regnet til Norge, snart til
Gautland, skulde høre. Sviakongen, som kastede først, skal have slaaet op Sexer
alle, og sagt, at Olaf Haraldsson nu ikke behøvede at kaste; denne skal have svaret
at Gud nok, om han vilde, kunde unde ham et lige saa godt Kast, hvorefter han
ligeledes skal have kastet Sexer alle. Atter skal nu Sviakongen have kastet Sexer
alle, men da Olaf, Norges Konge, igjen kastede, skal den ene Terning være gaaet
itu, saa at der tilsammen laa 13 Øjne oppe, og Bygden saaledes kom til at tilhøre
Norge2. Af hvad der senere berettes, erfarer man, at Olaf, Norges Konge, fremdeles

1 Mag. Adam, 1. c. Da Hedningerne, siges der her, merkede hvad Olaf havde fore med Hensyn til
Uppsalatemplet, holdt de Thing med ham og betydede ham, at om han vilde være Christen, burde han vælge
den Deel af Sverige, om det saa var den bedste, til Opholdssted, hvor han kunde oprette en Kirke og ehristelig
Menighed, uden at tvinge nogen til at antage Christendommen, der ej frivilligt ønskede det. Glad over denne
Bestemmelse, siges der videre, grundede han en Kirke og et Biskopssæde i Skara i Vestergautland, hvor
en vis Thurgøt, paa Olafs Anmodning, indviedes til Biskop af Erkebiskop Unwan i Bremen, til hvilken
Olaf sendte overmaade store Gaver. Det siges just ikke, at Olaf selv tog Sæde i Skara, men det ligger dog
næsten i Ordene, og synes at falde af sig selv, at han efter den Tid ej kunde vedblive at opholde sig i
Uppsala, hvor, som vi af den oven meddeelte Beretning see, endog hans nærmeste Omgivelser vare hedenske.
At de Forhandlinger med de hedenske Uppsviar, som Mag. Adam omtaler, have været de samme, som de,
der i Sagaen saa vidtløftigt fremstilles, hvorved Anund ophøjedes til hans Medregent, kan ej betvivles.
Den kirkehistoriske Forfatter har nærmest dvælet ved den kirkelige, Sagaberetteren ved den politiske
Side af Sagen. Opstandens Virkelighed bekræftes for øvrigt ved Sighvats Vers i Østerfarer-Viserne: «da
jeg kom fra Vesten, havde Eriks Son, der tidligere sveg Aftalen, ophidset Folket mod sig».

* Hvilken Bygd dette var, vides ikke nøje; som bekjendt, er der i den sydlige Deel af Hishigen en

8 — Munch: Det norske Folks Historie. IV.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 20:43:05 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/4/0115.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free