Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
OLAF HARALDSS ØN
betragtede sig som Herre over Jemteland; Vermeland derimod synes at være
anseet som tilhørende Gautland1.
Fredsslutningen i Kongehelle er merkelig, ej alene fordi Olaf derved for en
Tidlang befriedes fra fremmede Fiender og fik frie Hænder til at ordne Rigets
indre Anliggender, men ogsaa fordi det var den første Gang at Norges
Selvstændighed og Uafhængighed erkj endtes af en fremmed Magt, og den første Gang, at
han eller overhoved noget Medlem af Harald Haarfagres Æt behandledes og
anerkendtes af en Lodbroke-Ætling som Ligemand og lovlig Overkonge over Norge.
Den er derfor at betragte som det første Skridt, hvorved Norge traadte ind i de
bestaaende Kongerigers, og Norges Kongeæt i de legitime Kongeslægters Række. De
Begivenheder, som gik umiddelbart forud for Fredsslutningen og nærmest fremkaldte
den, ere tillige merkelige, fordi de vise, hvilken venskabelig Stemning der paa
denne Tid raadede mellem Norges og Sveriges Indbyggere, i den Grad, at
Sviakongens haardnakkede Lyst til at underkaste sig Norge endog nær havde kostet
ham Tronen2.
Strækning, som altid, og endnu den Dag i Dag, har været regnet til Gautland; ved Siden af denne maa vel
altsaa hiin omtvistede Bygd have ligget. Sagaen paaberaaber sig for øvrigt som Hjemmelsmand for denne
Beretning en vis Thorstein frode, om hvilken intet nærmere vides.
1 I Brynjulf Ul valdes Grændseangi velse nævnes Gautelven som Grændse alene mellem Væneren og
Havet, hvorved rigtignok Dalsland synes at maatte være regnet til Norge; derimod nævnes Skovmarkerne
og Eidskogen længer mod Nord, hvoraf det altsaa fremgaar, at Vermeland regnedes til Sverige. Ligeledes
nævnes Eidskogen saavel i den legendariske Olafssaga, Cap. 40, som i Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga,
Cap. 15, som Norges Østgrændse.
2 Olaf den helliges Saga, Cap. 83—89, Snorre, Cap. 88—97. Det er Fremstillingen i disse, som ovenfor
er fulgt, deels fordi den i og for sig, trods de enkelte nys paapegede mindre væsentlige Urigtigheder, er den
sandsynligste og med de øvrige paalidelige Efterretninger om de Tiders Begivenheder meest
overeensstem-mende, deels fordi den og unegteligt er den ældste og bedste, og bærer umiskjendeligt Spor af at hidrøre
fra Øje- og Ore-Vidner. Den legendariske Olafssaga, Cap. 42—46, fremstiller Forhandlingerne langt
anderledes, og aabenbart langt mindre rigtigt, hvorfor vi heller ikke ovenfor have taget Hensyn dertil. Da dens
Fremstilling dog i visse Henseender er merkelig nok, og tillige indeholder eet og andet, der maaske
nærmere kan oplyse eller forklare den anden, bør den ej forbigaaes med Taushed, og vi ville derfor her meddele
et kort Uddrag deraf. Kong Olaf, som ønsker at faa stiftet Fred mellem begge Lande, heder det, sender
i det Øjemed Bud ud til Island efter Hjalte, der forundrer sig over denne Anmodning, men dog strax drager
afsted med Sendebudene. Han kommer til Norge, medens Olaf er i Throndhjem, men drager sydefter,
i Stedet for at opsøge ham. Paa Sendebudenes Spørgsmaal, hvad dette skal betyde, svarer han at efter
hans Mening var det for Øjeblikket bedst, om han ikke kom sammen med Kongen. Paa Rogaland kommer
han til Bjørn Stallare og anmoder ham om at følge med, da Kongen havde tilladt ham at vælge hvem han
vilde af 12 Lendermænd til at være med paa Rejsen. Bjørn og han drage, 20 Mand sterke, til Kongehelle,
derfra til Sverige og lige til Kongen. Da Hjalte paa dennes Spørgsmaal, hvorfra de ere, siger at de ere
Nordmænd, bliver Kongen alvorlig, men formildes ved Hjaltes Ord, at de ere komne for at betale ham den Skat,
der med Rette tilkommer ham. Endnu blidere bliver Kongen, da Hjalte forsikrer at han ikke engang har
talt med den digre Mand, og bekræfter dette med Ed. Hjalte og hans Følge forblive nu hos Kongen om
Vintren i Herlighed og Glæde. Blandt dem, der besøge Kongen, er ogsaa den mægtige Egil, Aastrids
Fosterfader. Kongen finder megen Behag i at tale med Hjalte, og tillader ham ogsaa at besøge hans Datter
Ingegerd. Dktte skeer, medens Bjørn, der har faaet heftig Øjenverk, holder sig inde. Hjalte beklager Ufreden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
