Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
OLAF HARALDSSØN
kvæde for dem, og de syntes saa godt herom, at de kaldte ham en ypperlig Mand
og gave ham et langt brændende Lys. Nu kom de Trælle, der hidtil havde været
inde paa Gaarden, ud til dem, og bade dem snarest muligt komme ind. De gjorde
saa, og i Drukkenskaben glemte de at tillukke saavel Skemmen som Kj elder
-lemmen. Thorodd og hans Kammerat lode ikke denne Lejlighed til at undfly
gaa ubenyttet. De skyndte sig at skære deres Kapper i Strimler, som de knyttede
sammen; derved fik de en Art af Toug istand, paa hvis ene Ende de sloge en
Knude, og kastede den op paa Gulvet, hvor den viklede sig om Foden paa en
Kiste og fæstede sig. Nu lod Thorodd sin Kammerat stige op paa sin’e Skuldre,
og hjalp ham derved til at klatre op ad Touget igjennem Kjeldergluggen. I
Skemmen var der Reb nok; et af disse tog han nu og slåp Enden ned til Thor odd.
Men han var ikke istand til at drage ham op. Thor odd bad ham da kaste den
ene Ende af Rebet over en Bjelke, slaa en Lykke paa den og binde saa meget
Steen og Træ fast deri, at det kunde veje ham op. Det skede, Thor odd bandt
sig fast i den anden Ende, og Vegten sank ned igjennem Gluggen, medens Thorodd
kom op. I Skemmen fandt de endeel Klæder, af hvilke de forsynede sig med det
nødvendige, saa vel som med nogle Reenskind, som de skare Kløverne af og
bandt dem bagvendt under sine Fødder. Derefter satte de Ild paa en stor
Kornlade der paa Gaarden, og løb bort i Belgmørket. Laden brandt op tilligemed
mange andre Huse i Thorpet, men Thorodd og hans Staldbroder gik den hele
Nat indtil de naaede nogle øde Skove, og skjulte sig om Dagen. Om Morgenen
savnede man dem paa Gaarden, og ledte efter dem med Sporhunde, men Sporene
førte Hundene tilbage til Gaarden, fordi Reenskløvene, som hine havde bundet
under sine Fødder, viste den Vej. Flygtningerne bleve saaledes ikke fundne.
De vankede længe om i Ødeskovene. En Aften kom de til et lidet Huus, hvor de
gik ind, og fandt en Mand og en Kone, der sad ved Ilden. Manden, der kaldte
sig Thore, sagde at han for en Drabssag var flygtet fra Bygden og havde nedsat
sig paa dette øde Sted; han tilbød dem at være der om Natten, og saavel Mand
som Kone viste dem megen Gjestfrihed. Der blev redet op for dem paa Bænken,
og de lagde sig til at sove. Men førend Thorodd var falden i Søvn, saa han ved
Skinnet af Ilden, som endnu brandt, at der fra et andet Huus kom en Mand,
hvis Lige han ej havde seet i Højde; han havde Skarlagensklæder besatte med
Guld og saa meget statelig ud. Han hørte ham bebrejde Thore og Konen at de
toge imod Gjester, naar de neppe havde saa megen Mad at de kunde bjerge sig
selv, men Konen sagde: «vær ikke vred, Broder; dette hændes jo saa sjælden,
bedre var det efter min Mening, om du vilde være dem til nogen Hjelp, thi dertil
er du bedre skikket end vi». Thorodd skjønnede heraf, at den høje Mand maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
