Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ERLING SKJALGSSØNS FALD
279
Lethed vinde Norge tilbage. Han besluttede derfor heller at lytte til Klogskabens
Stemme, og sagde til Erling: «Du seer nu, at Gud har givet dig i min Haand, og
vil du beholde Livet, saa sverg mig derfor den Ed, at du aldrig herefter vil være
mod mig». Erling erklærede sig villig hertil. Da bragte en uheldig Indskydelse
Kongen til at løfte den lille Haandøxe, han bar, og ridse Erling med Spidsen i
Kindet, idet han sagde: «noget bør man dog merke Drottins - S vigeren». Da Erlings
Frænde, men tillige afsagte Fiende Aaslak Fit jaskalle saa dette, løb han frem
med hævet Øxe, og med det Udraab: «saaledes merke vi Drottins-S vigeren!»
kløvede han Erlings Hoved lige ned i Hjernen, saa at han styrtede død ned paa
Dækket. «Elendige, hvad har du gjort», raabte Kongen; «nu hug du Norge af
min Haand». «Det er ilde, hvis saa er», svarede Aaslak, «thi jeg tænkte just nu
at hugge Norge i din Haand, og skal jeg have Utak af dig for dette Verk, da er
det mig dobbelt haardt, thi jeg veed nok at jeg herved paadrager mig saa manges
Fiendskab, at jeg langt heller kunde trænge til eders Bistand». Kongen tilsagde
ham den, og bød nu sine Mænd forlade Erlings Skib uden at plyndre de faldne,
men see til at komme bort saa snart som muligt. Da de just vare færdige til at
drage videre, kom Bøndernes Flaade, men da Anføreren var falden og ingen af
Erlings Sønner tilstede, blev der ej af noget Angreb, saa at Kongen uhindret fik
sejle videre. Dagen var ogsaa næsten til Ende. Han skyndte sig nu nordefter
saa hurtigt han kunde. Bønderne toge Ligene og forsynede dem. Erlings Lig
blev bragt hjem til Sole. Hans Død beklagedes meget, og det var et almindeligt
Ord, at blandt alle de Nordmænd der ej bare Jarle- eller Kongenavn, har der
ingen været saa gjæv og mægtig, som Erling. Man maa alene beklage, at hans
Begreber om hvad han skyldte sin Konge og sit Fædrelands Uafhængighed ikke
vare mere opklarede. Men med ham, kan man sige, faldt ogsaa den sidste af de
egte Fylkes-Aristokrater fra Fylkeskongernes og Danevældets Tid. De øvrige
Stormænd, der havde gjort fælles Sag med Knut, lærte allerede, som vi i det
følgende ville faa at see, at antage sundere og mere patriotiske Grundsætninger1.
1 Olaf den helliges Saga, Cap. 168—172, Snorre, Cap. 184—186, Fagrskinna, Cap. 106. Den
legendariske Olafs Saga, Cap. 60, 70. Thjodrek Munk, Cap. 16. Beretningen er vidtløftigere, og afviger derhos
i enkelte Smaa-Omstændigheder, i den legendariske Saga. Fra denne har igjen Fagrskinna laant med
enkelte Forkortninger. Afvigelserne ere dog højst ubetydelige, den største er at Skibenes Antal angives
forskjelligt, Olafs til 3 og Erlings til 11, men muligt er det ogsaa, at flere af Olafs Skibe under Farten
vare komne fra ham. Det heder i den historiske Olafs Saga, at Kongen, strax efter at Erling havde
svaret: öndveröir o. s. v., sagde: «Vil du gaa mig til Haande», hvortil Erling strax svarede Ja. Efter den
legendariske Saga gjorde Olaf ham dette Spørgsmaal, eller rettere det dermed eenstydende, om han vilde
sverge ham Troskabs-Ed, først efter at Erling havde kastet Vaabnene fra sig og Olaf havde ridset ham
med Øxen. Denne siger ogsaa, at Aaslak under Kongens Samtale med Erling befandt sig forud i Skibet,
og at han først dræbte Erling, da man skulde gaa fra dette Skib og over paa Kongens. Den lader
Kongen ogsaa udtrykkelig tilføje sit Udraab «Nu hug du Norge af min Haand» de Ord: «Erling vilde ej have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
