Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLAF I RUSLAND
295
ved at sige: «imorgen er det Mandag, Herre». Da Kongen hørte disse Ord, forstod
han strax Meningen, og at han havde begaaet Helligbrøde; og for at straffe sig
selv samlede han de Spaaner, han havde telget af, lagde dem i sin Haand, ståk
Ild paa dem, og lod dem brænde indtil de vare fortærede. En anden Legende
lader ham helbrede en liden Dreng for en Halsbyld ved at lægge Hænderne paa
den og dertil give ham Brødsmuler, som han havde lagt i Kors i sin Haand, at
spise. Da Olaf, som man af hans egne Ord til Thore Ølvessøn erfarer, stundom
befattede sig med Lægekunsten, er det heel sandsynligt, at en virkelig Begivenhed
ligger til Grund for denne Fortælling, der kun senere har faaet sin legendariske
Udsmykning; heller ikke er den anden Legende usandsynlig, naar man seer hen
til Olafs brændende Religionsiver. Den skildrer tillige, hvor sterkt hans Sind var
optaget af Bekymringer og Grublerier1.
Bjørn Stallares Efterretning havde oplivet Olafs Haab. En Drøm, han havde,
modnede hans Beslutning. Det hændte sig en Nat, at han laa i sin Sæng og ikke
kunde sove for sine sædvanlige Bekymringer. Endelig faldt han af Træthed i en
Slummer, men ikke sterkere end at han, som det forekom ham, kunde see alt
hvad der foregik i Værelset. Det syntes ham da som om en stor, majestætisk og
prægtigt klædt Mand, hvilken han strax kunde skjønne at være Kong Olaf Trygg ves
-søn, traadte hen til hans Seng, og udtrykte sin Forundring over at han ej vidste,
hvad Bestemmelse han skulde tage, ja endog maaskee tænkte paa enten at
nedlægge den kongelige Værdighed, som Gud havde givet ham, eller at modtage et
Rige af en fremmed Konge. «Nej», sagde han, «vend tilbage til dit Rige, som du
har faaet ved Arv, og længe behersket med den Kraft, Gud gav dig. Lad dig ikke
skræmme af dine Undermænd: det er en Konges Hæder at overvinde sine Uvenner,
men det er og en hæderlig Død at falde i Kampen med sine Mænd. Tvivl ej paa,
at du har Ret i denne Strid, og søg djerveligen til Landet, thi Gud vil selv være
dit Vidne, at det tilhører dig». Da Kongen vaagnede, syntes han, som det ofte
er Tilfældet efter en livagtig Drøm, at see et Glimt af Manden idet han gik
1 Olaf den heil. Saga, Cap. 179. Snorre, Cap. 200, 201. Den legendariske Saga, Cap. 79, 110. Disse
saakaldte Jærtegn forekomme ogsaa i de fleste Legendesamlinger om Olaf, saaledes den om Helligbrøde
i Homilikodex i den arnamagn. Samling, No. 619 qv. S. 116; i Legenderne hos Langebek, Ser. rer. Dan.
II. S. 537, 548; et fornsvensk Legendarium S. 870. Denne Legende, saa vel som den om den helbredede
Halsbyld o. fl., er afbildet paa et gammelt, rimeligviis i Norge i det 13de Aarhundrede udskaaret portativt
Alter af Hvalrostand, der nu opbevares i Antikvitetsmuseet i Kjøbenhavn, men af Kong Christian den
lste 1486 foræredes til Pave Sixtus IV. i Rom, hvor det opbevaredes indtil 1694, da Pave Innocens den
13de skjenkede det til Prins Frederik, senere Konge under Navnet Frederik den 4de, da han besøgte Italien.
Nærmere Beskrivelse over denne merkelige Oldtidslevning findes i Fortalen til Antiquités Russes, B. I.
S. XXXI; tre af Alterets Felter, hvoraf to fremstille de ovennævnte Legender, ere gjengivne paa et af de
Faksimile-Blade, der ledsage dette Verk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
