Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326
KNUT DEN MÆGTIGE
til Finns Heftighed og utæmmelige Tunge1, bliver det højst sandsynligt at den
her fremstillede Scene virkelig har fundet Sted. Den forstandige Kalf lod sig
ikke ophidse deraf, men efter at have ladet sine Brødres Saar undersøge, og
erfaret at ingen af dem vare Banesaar, lod han dem bringe ned til sit Skib og rejste
selv med dem hjem til Egg, hvor de bleve helbredede. Hans Afrejse var et Tegn
for alle de øvrige Bønder, der havde deres Hjem nogenledes i Nærheden, til at
adsprede sig og søge hver til sit, saa at omsider næsten alene de bleve tilbage,
der havde saarede Venner eller Frænder at sysle med, eller vare beskjeftigede
med de faldnes Lig. Det var derfor alle og enhver paafaldende at see, hvor hurtigt
denne store sammenbragte Hob atter adspredte sig. Men Sagen var den, at den
især bestod af Folk fra de nærmeste Hereder, som nu længedes hjem2. De saarede
flyttedes op paa Gaarden Stiklestad, hvor hvert Huusrum opfyldtes, saa at derhos
Telte maatte opslaaes ude. De faldne af Kongens Hær bleve ej plyndrede af
Bønderne, dog gave disse for saa vidt endnu Beviis paa deres Had mod Olaf,
som de aftalte imellem sig og forkyndte efter Biskop Sigurds Ord, at ingen af
Kongens faldne Krigere skulde faa en Begravelse, som det anstod gode Mænd,
da de alle vare Ransmænd og Utlæge. Herom brød dog ikke de mægtigere sig,
thi de af dem, der havde Frænder blandt de faldne Kongsmænd, bragte dem til
Kirke, og lode dem sømmeligt begrave. Hvad Kongens eget Lig angaar, da skal
Thore Hund allerede paa Valpladsen have gaaet hen til det, lagt det til rette
og bredt et Klæde over det. Men dette fortalte han rigtignok først et Aars Tid
senere, da der var Tale om Olafs Helligdom, og da der var indtraadt et
fuldkomment Omslag i Folkemeningen. Han lagde endog til, at Kongens Aasyn
forekom ham saa fagert og rødkindet, som om han sov, og langt klarere end da
han levede; ja, at noget af Kongens Blod, der tilfældigviis kom paa det Saar,
han havde faaet paa Haanden, strax helbredede det3. Det er saaledes meget
tvivlsomt, hvor vidt der er noget sandt heri, og om det ikke er opfundet af Thore,
da det var ham magtpaaliggende at bearbejde Opinionen i denne Retning. Strax
efter Slaget var han i det mindste endnu fiendtligt nok stemt mod Kongens Mænd,
thi da de Bønder, der havde hjemme i Verdalen, forestillede Haarek og Thore,
at Flygtningerne sandsynligviis vilde anrette Ødelæggelser paa deres Gaarde,
hvis man ikke skyndsomt forfulgte dem, satte Thore med sex Hundreder (720),
især af Verdølerne selv, endnu samme Aften afsted op ad Dalen i flyvende Fart,
og standsede ikke, førend han ud paa Natten kom op til Suul, hvor han fik høre
1 Se f. Ex. hans Scene med Harald Haardraade efter Nisaaslaget, Harald Sigurdssøns Saga, Cap.
81, Snorre, Cap. 68.
2 Olaf den helliges Saga, Cap. 213, 214, Snorre, Cap. 242, 243.
3 Olaf den helliges Saga, Cap. 213, Snorre, Cap. 242.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
