Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
338
KNUT DEN MÆGTIGE
førtes, eller forsøgtes indført, ligesom i sin Tid af Harald Haarfagre, idet al
Grundejendom eller Odel forudsattes at tilhøre Kongen, og de hidtil frie Odelsejere
kun bleve kongelige Vasaller, der skyldte ham den samme Lenspligt, som de
haandgangne Mænd skyldte deres Herre. Derfor maatte Drab paa en
Med-Under-saat, eller Med-Vasall betragtes som Feloni og have Lenets Forbrydelse, hvad
enten det var stort eller lidet, til Følge. Derfor kunde Kongen forbyde enhver
af sine Undersaatter at forlade Landet uden hans Tilladelse, thi denne Tilladelse
maatte haandgangne Mænd altid have, naar de vilde rejse ud af Landet. Af
samme Aarsag maatte alle og enhver, der drog ud at fiske, betale Landslod, thi
den hele Kyst, og følgelig al Fiskegrund udenfor den, skulde betragtes som Kongens
Ejendom. Af samme Aarsag ansaaes vel ogsaa Kongen berettiget til at paalægge
hvert Skib, der forlod Landet, en Afgift, thi anderledes er ikke Bestemmelsen
om hiint Rum til Kongens Raadighed at forstaa. Der er endnu en Bestemmelse,
som Sagaerne ikke anføre, men som man dog kan see har været blandt Svens,
nemlig at alt Gods, der opgroves af Jorden, skulde tilhøre Kongen. I vore gamle
Love, hvor for øvrigt de fleste ovenfor opregnede Bestemmelser omtales som
ophævede af senere Konger, heder det nemlig, at enhver ejer det Gods, der findes
i hans Jord1; den Lov, som herved ophævedes, maa saaledes have hjemlet Kongen
alt det Gods, som fandtes nedgravet i Jorden, og hvis rette Ejermand ej kunde
paa vises; og dette var ligeledes en naturlig Følge deraf at Kongen betragtedes
som den eneste Odeismand eller Grundejer i Landet2. I Bestemmelsen om, at
Bønderne skulde opføre Kongens Bygninger, gjenkjende vi de danske
Hoveri-Forpligtelser; da alle Bønder i Norge nu vare blevne Kongens Bønder, ansaaes
Kongen ogsaa berettiget til at paalægge dem denne Byrde3. Julegaverne, i det
1 I den ældre Gulathings Lov, Cap. 148 staar: «Det Gods skal enhver have, som (han) finder i sin Jord,
skjønt en anden opgraver det»; og i Frostathings Lov XVI. 1: «Jordgravet Gods ejer den som finder det,
men Landsdrotten Landnam af den, der grov uden hans Tilladelse». Ved at sammenholde begge disse
Lovsteder sees det, at «finder» her ej tages i den bogstavelige Betydning af «selv at opdage»; Meningen
med at Ejeren «finder», er kim, at Godset «findes i hans Ejendom»; thi den egentlige, bogstavelige Finder
er jo Opgraveren. Kim for det Tilfælde at denne grov med Ejerens Samtykke, tilfaldt Godset ham; ellers
maatte han betale Landnam og endda give Slip paa det Fundne.
1 Hvorledes Bestemmelsen omtrent lød, sees af Harald Sigurdssøns Saga, Cap. 59, hvor Harald siger:
«det er Lov i Landet, at Kongen kan tilegne sig det Gods, der findes i Jorden»; hvortil Einar Thambarskelve
svarer: «ja vist, naar man ej veed hvo der har ejet det, men ikke i nærværende Tilfælde, hvor min Søns
og hans Moders Arveret dertil kan bevises».
* Derfor heder det og særdeles oplysende hos den danske Chronist Sven Aagessøn, hvor han omtaler
Opførelsen af Danevirke ved Dronning Thyres Foranstaltning (Cap. 3): «her fik alle Befaling til med egne
Hænder at opføre en vældig Muur, som snarest muligt skulde rejses .... Ingen kunde unddrage sig
Arbejdet; Unge, Gamle, Halwoxne, kort Alle, der enten ikke var spæde Børn eller udlevede Oldinge, maatte
tage Haand i med. Ingen turde heller undslaa sig for at adlyde, thi alle og enhver, baade Rige og Fattige,
vare forpligtede til at gjøre Hoveri ved hendes Agre og Landgaarde (ut omnes di vites et pauperes ejus agris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
