Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SVEN ALFIVES ØNS LOVGIVNING
339
mindste Græsgangs-Afgiften, vare kun at betragte som Kj endelser fordi man
benyttede de kongelige Marker til Agerland, og de kongelige Skove og
Fjeldmarker til Græsning for Kvæget. Og Udvidelsen af Landøre-Afgiften stod i den
nærmeste Forbindelse med Forbudet mod Afrejse fra Landet uden Tilladelse.
Det var i Grunden en Fornyelse af Harald Haarfagres Landøre-Paabud og
Indskrænkningen i Udvandrings-Retten; og det er endog et Spørgsmaal, om ikke
egentlig alle de her nærmere omtalte Bestemmelser kun vare Fornyelser af ældre
Bestemmelser fra Harald Haarfagres Tid, ligesom den ved dem antydede
Tingenes Orden var en Fornyelse af hvad vore Sagaer tillægge Harald Haarfagre,
idet de sige at han tilegnede sig al Odel i Landet1. At i det mindste een
Bestemmelse, den om Udredelsen af en Mand for hvert 7de Individ over fem Aar, hverken
i sig selv kan have været saa haard, eller maaskee endog oprindeligt er udgaaet
fra Daneregimentet, maa man slutte deraf, at den ej nævnes blandt dem, der
senere bleve ophævede, men endog gjentages som gjeldende i den ældre
Gulathingslov, og det under den tilsyneladende skærpede Form, at ikke Femaars- men
Treaars-Alderen fastsættes som den, der medførte Optagelse i Mandtallet; dog
kun saaledes, at det angivne Forholdstal alene tilkjendegiver den yderste Grændse,
hvortil man skulde gaa. Man skulde heraf virkelig formode, at Bestemmelsen
allerede har været optagen i det mindste i Haakon den godes Lov2.
Bestemmelsen, at een dansk Mands Vidnesbyrd skulde gjelde mere end ti
Nordmænds, og som især synes at have oprørt Nordmændene, er, naar man
nærmere undersøger den og sammenligner den med lignende Lovbestemmelser i andre
Lande, ikke paa langt nær saa odiøs, som den lader. Det er aabenbart, at den
ikke angaar andre Tilfælde, end hvor der opstod Slagsmaal mellem de danske,
til Kongens Sikkerhed i Norge stationerede, Krigere, og norske Almuesmænd.
Man har en aldeles tilsvarende Bestemmelse i den gamle russiske Lovbog eller
Pravda, der tillægges Kong Jaroslav. «Hvis en Mand», heder det her, «støder til
et prædiis culturam tamquam coloni impenderent). Thi hele Statsindretningen paa de Tider var saadan,
at Landsherren besad al Rigets Jord med Ejendom». Jvfr. Knytl. S. Cap. 28.
1 Se herom ovenfor, B. II. S. 104, 105, 203.
2 Se ældre Gulathings Lov, Cap. 297: «Ved fuld Ålmenning skal der udredes en Mand for hver syvende
Næse», sammenholdt med Cap. 296: «Enhver skal regne i Mandtallet med sig alle de Børn, som have oplevet
tre Julenætter». Dog tilføjes det i Cap. 297: «Men om vi have bedre Mandtal, da skulle alle nyde det; og
af dette Mandtal skulle vi udrede saa mange Skibe af hvert Fylke som vi ere blevne enige om med vor Konge».
Da der nu tillige findes en Bestemmelse om, hvor mange Skibe der skulde udredes af hvert Fylke, og tillige
hvor store disse Skibe skulde være (f. Ex. Tyvesesser, Tredivesesser o. s. v.), hvorved ogsaa Besætningens
Størrelse paa en vis Maade var bestemt, er Meningen af hiint Cap. aabenbart den, at, om det var nødvendigt
for Tilvejebringelsen af den foreskrevne Besætning, at der for hvert 7de treaarsgammelt Individ stilledes
een Mand, maatte det skee, men var Befolkningen større, slåp man med en lempeligere Proportion; og at
Forholdet 7 : 1 saaledes kun antydes som Maximum.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
