Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340
KNUT DEN MÆGTIGE
en anden eller drager ham til sig med Heftighed, da skal han bøde ham tre Grivner
(tre Mark Sølv), dersom denne har to Vidner derpaa, men er den Fornærmede
en Væring eller Kylving, kommer det kun an paa dennes Ed»1. Denne
Forrettighed for Væringerne og Kylvingerne skyldes aabenbart den Omstændighed, at
det nærmest var dem, der havde at værne om Kongens Sikkerhed. Den samme
Forrettighed maatte den danske Konge i Norge tilstaa sine danske Stridsmænd,
hvis han skulde have nogen Nytte af dem. Forrettigheden gjaldt aabenbart kun
lige over for Urostiftere og Slagsbrødre, fornemmelig i Byen, og der var vist aldrig
Tanke om at anvende det mod Bønderne i Almindelighed, end mindre mod
Høvdingerne, ligesom den vel neppe kom andre Daner, end netop Stridsmændene,
ikke Kjøbmænd og andre Rejsende til Gode, og heller ikke anvendtes ved
Vidnesbyrd i Almindelighed. Og naar der tales om hele ti Nordmænds Vidnesbyrd som
ugyldigt lige over for een dansk Mands, da grunder dette sig øjensynligt kun
paa den ældgamle Retstalemaade: «Naar een vidner, er det som om ingen vidner,
men to som om det var ti». Men da Tilstedeværelsen af de danske Stridsmænd,
som det tydeligste Beviis paa Landets Undertvingelse, altid maatte være Folket
ubehagelig; da de derfor selv ikke kunde andet end være Folket en Torn i Øjnene,
og Anledning til Slagsmaal, saaledes og til Forrettighedens Anvendelse, som en
Følge deraf ofte maatte opstaa; og da Forrettigheden, hvor ubetydelig den end
var, dog altid var en Forrettighed, og følgelig ej alene var krænkende for Landets
egne Børn, men og virkelig maatte friste de Danske til at vise Insolens, er det
ej at undres over, at den, ved at omhandles blandt Folket, skildredes i det meest
forhadte Lys. Da det Tilfælde kunde indtræffe, og vel oftere indtraf, at een dansk
Krigers Udsagn blev taget til Følge med Tilsidesættelse af flere Nordmænds, der
havde været i Slagsmaal med ham, gik det som Sagn fra Mund til Mund, og fra
Slægt til Slægt, at Sven Alfivesøn havde givet en Lov, der gjorde een dansk Mands
Vidnesbyrd gyldigere end ti Nordmænds2.
Statsforfatningen var imidlertid bleven aldeles forandret; Bønderne vare atter,
1 Evers, das älteste Recht der Russen, S. 267, 268.
8 Paa anden Maade, end den her fremsatte, lader denne foregivne Bestemmelse sig neppe forklare.
Saaledes, som den efter Ordene lyder, staar den som en fuldstændig Umulighed. Hvor er det tænkeligt,
at den danske Regjering, om den end var nok saa overmodig, skulde kunne have vovet at ville erklære
enhver Nordmands, altsaa endog en Einar Thambarskelves eller Kalf Arnessøns Vidnesbyrd for mindre
end en Tiendedeel gyldigt i Sammenligning med hvilkensomhelst Danes? Det havde været at give Tegn
til aabenbart Oprør, og det laa ikke engang i Tidens, end mindre i de germaniske Folks Aand. Sagaen,
der fremstiller det Hele fra et norskt nationalt Standpunkt, og saaledes aabenbart afspejler den
Indignation, som i den almindelige Folketale gav sig Luft, har derfor ogsaa, som slig Folketale plejer, grebet
og fastholdt den meest forhadte Side ved Sagen, og egentlig omtalt en blot Mulighed som fuldkommen
Virkelighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
