Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ALFIVA-TIDEN 341
som paa Harald Haarfagres Tid, fornedrede fra Odeismænd til Lej lændinger;
enhver følte Trykket af det fremmede Herredømme, og, maaskee for første Gang,
havde Nationen følt det krænkende i at savne sin Selvstændighed. Det var, kan
man sige, nødvendigt for Nordmændene at føie dette og gjennemgaa denne
Ydmygelse, for at de kunde helbredes fra deres tidligere Ustadighed, og Fylkes
-Aristokraterne for deres Uvillighed til at lyde indenlandske Konger. Og
Misfornøjelsen var saa meget større, som man følte sig skuffet i de Forhaabninger,
Knuts glimrende Løfter havde vakt. Da Lovene kundgjordes, efter hvad man
maa antage paa et almindeligt Thing i Throndhjem, maaskee endog paa det
samme, hvor Sven hyldedes, hørtes endog lydelig Knurren. De, som ej havde
været med i Striden mod Olaf, sagde til Indthrønderne: «See der den Tak og
Løn, Knytlingerne give eder fordi I hjalp dem til at stride med Kong Olaf og
fælde ham. Man lovede eder Fred og Forbedring i eders Ret; nu have I blot
Trældom og Tvang, og dertil Skjændsel og Foragt, som Forrædere». Men, heder
det, det var ikke godt at tale imod, og ingen vovede at sætte sig op mod Kong
Sven, især af den Grund, at saa mange havde overladt Kong Knut sine Sønner
og nærmeste Frænder som Gisler, og fordi der ej var nogen Høvding til at stille
sig i Spidsen. De erkjendte, at de havde baaret sig galt ad, men nu var det for
silde.
Da Kong Sven selv endnu var et Barn, eller saa godt som et Barn, tillagde man
ej ham, men hans Moder Alfiva Skylden for alt hvad man klagede over. Det er
dog tydeligt nok, at Foranstaltningerne egentlig have gaaet ud fra Kong Knut
selv, thi Alfiva eller hendes danske Raadgivere vovede neppe at gjøre saa store
Forandringer paa egen Haand. Knut troede vel paa denne Maade bedst at kunne
kvæle al Oprørsaand i Norge, og tilvejebringe en fuldkommen Sammensmeltning
af Danmark og Norge til et eneste Rige. Men Alfiva og hendes Raadgivere have
maaskee gaaet voldsommere frem end nødvendigt, og af de faa Træk, der
fortælles om hende, og af det Tilnavn, man gav hende, hin ri’ka, d. e. den mægtige,
sees noksom, at hun personligen maa have optraadt med en Nordmændene
modbydelig Myndighed og Stolthed. Vist er det, at man gav hende Skyld for Alt.
De fire eller fem Aar, hvori hendes Søn Sven bar Kongenavn i Norge, kaldtes
Alfiva-Tiden (Älfifu öld), og sammenlignedes med Dronning Gunnhilds Tid, «den
værste, som hidtil havde været i Norge». «I Alfiva-Tiden», sagde man, «maatte
endog Fiskerne betale Leje af Søen (hermed sigtede man til Paabudet om
Lands-lod); og mange andre uhørte Ting skede nu, af Pengegridskhed»1. «Harmeligt»,
heder det paa et andet Sted, «var det at leve under det Regimente, baade med
1 Fagrskinna, Cap. 110, 111.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
