Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
346 KNUT DEN MÆGTIGE
Haar ovenpaa; da Røgelsen var brændt, tog han Haaret op: det var ufortæret.
Nu fordrede Alfiva at Forsøget skulde anstilles med uindviet Ild, «thi», sagde
hun, «kyndige Mænd kunne ofte indvie Ild saaledes at den ingen Skade gjør».
Da bad Einar hende tie, og sagde: «jeg ved nok, hvem der bedst fortjente at
lægges i Ilden, det er du selv». Hun svarede: «Diger er din Hals, Einar, men jeg
har nok ogsaa seet slige Fiske som dig løbe i Nettet». «Min Hals er just ikke saa
diger», svarede Einar, «men dersom mange slige som jeg løbe i Nettet, ville nok
ikke dine Masker taale det»1. Da fandt hun det raadeligst at tie. Og nu blev
der efter Biskoppens Erklæring2, hvori ogsaa Kongen ej vovede andet end at
samtykke, og efter hele den forsamlede Mængdes Dom, vedtaget og erkjendt, at
Kong Olaf var en sand Helgen (3die August 1031). Hans Lig blev baaret ind i
Klemenskirken, og opstillet paa et dertil indrettet Sted over Højalteret. Kisten
indsvøbtes i Pell, og der blev tjeldet over den med Purpurklæde. Og strax, heder
det, skede der mange Jertegn ved Olafs Helligdom3.
Olafs Helligdom var anerkjendt, og som det heder, dømt; men alene af Folket.
Den blev ikke nogensinde formelig bekræftet af Paven, og nogen udtrykkelig
Kanonisation fandt saaledes ikke Sted. Men stiltiende skede den derved, at hans
Navn optoges i Martyrologierne og Kalendarierne, og der var ikke mange Aar
forløbne efter hans Død, førend Troen paa hans Hellighed var udbredt i den
hele nordlige Deel af Europa. Hvor ubetinget man allerede strax efter den
højtidelige Erkjendelsesakt troede paa den i Norge, viser den Omstændighed, at
endog Kong Knuts lovtalende Hofskald og Smigrer, den før omtalte Thorarin
Lovtunga, i et Digt, han forfattede til Kong Svens Ære, da Uaaret herskede,
ikke tog i Betænkning, at omtale Kong Olafs Hellighed og anbefale Kongen at
ty til hans Forbøn, paa en Maade, der røber den inderligste Overbeviisning og
aldeles ikke den ringeste Tanke om, at Kongen derved i nogen Henseende skulde
føie sig saaret. Efter at have nævnt om Svens Tog fra Danmark, siger han: «Nu
har Thjodkongen (Sven) beredet sig sit Sæde i Throndhjem; der vil han, den
gavmilde Baugebryder, stedse bygge og bo; der hvor Olaf forhen boede, førend han
steg til Himmerige; der hvor han, som alle vide, blev kirkesåt. Haralds Søn
(Olaf) havde allerede med ivrig Hu bestemt sig for Himlen, førend han, den
ædleste Konge, Christi Yndling, endte sit Liv. Der ligger den lovsæle Fyrste
1 Samtalen mellem Einar og Alfiva staar i den historiske Saga kun korteligt berørt saaledes, at Einar
«brugte mange haarde Ord mod hende». Den legend. Saga meddeler den fuldstændigt.
2 Fagrskinna, Cap. 110 nævner her, vistnok kun ved en Skjødesløshedsfejl, Sigurd i Stedet for
Grimkell.
3 Olaf den heil. Saga, Cap. 227, 228. Snorre, Cap. 257, 258. Den legend. Saga, Cap. 100, 101.
Thjodrek, Cap. 20. Ogsaa han angiver Optagelsen af Jorden og Overflytningen til den 3die August.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
