Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONGERNE KNUTS OG SVENS DØD
359
90. Krig mellem Magnus og Hardelcnut. Fred i Brennøerne.
Der blev intet af Sven Alfivesøns paatænkte Tog mod Norge. Endnu samme
Høst, som han var kommen tilbage til Danmark, døde Kong Knut i Shaftesbury
i England1 (12te November 1035), og faa Maaneder efter fulgte han ham selv i
Graven (først i 1036)2. Hardeknut arvede saavel hans, som Faderens Fordringer
paa Norge, og bød virkelig strax om Vaaren Leding ud, for, som han sagde, at
straffe Magnus fordi han havde sat sig i Besiddelse af et af hans Arve-Riger.
Men ogsaa Magnus udbød Leding, for, som det hed, at gjengjelde Danerne og
Knytlingerne deres svigagtige Anslag og fiendtlige Færd mod Kong Olaf; vel og
for at forekomme Hardeknut ved at bekrige ham i hans eget Hjem. Det kom
ogsaa i et Par Aars Tid til Fiendtligheder imellem dem. Om disse Fiendtligheder
fortælles der meget lidet. De maa have fundet Sted deels til Lands, endog i Viken,
deels til Vands. Det berettes at engang, da Kongen, ledsaget af Einar og Kalf,
befandt sig paa et Strejftog i Viken, saa de en væbnet Skare nærme sig, og Einar
stillede, allerede i Forventning af en Kamp, Kongens Hær i Fylking, medens
Kalf skjulte sig i en Busk, for, som han sagde, uhindret at kunne binde Sverdet
ved Haanden og siden kæmpe desto drabeligere, — hvilket ogsaa Einar erklærede
rimeligt —, da det viste sig at de, der nærmede sig, vare fredelige Mænd, der
kom for at tilbyde deres Tjeneste. Man kan maaskee slutte heraf, at Østre-Viken
ikke strax, men først efter nogen Kamp underkastede sig Magnus3. For Resten,
heder det, gjorde Kongerne hinanden gjensidigt megen Skade med Herjetog og
Manddrab. Men derfor bleve ogsaa tilsidst saavel Nordmændene som Danerne
kede af Krigen, og Høvdingerne indbyrdes aabnede Underhandlinger med
hverandre om at slutte Fred4. Dertil maatte Hardeknut være saa meget mere
tilbøjelig, som Begivenhederne i England krævede hans største Opmerksomhed.
Efter Bestemmelsen og det Tilsagn, Knut havde givet Emma, da han egtede
hende, skulde Hardeknut, hans eneste egte fødde Søn, arve Englands Trone.
1 Knuts Død henføres i Chron. Sax. til II. id. Nov.; altsaa 12te November; i Magnus den godes Saga
hos Snorre, Cap. 6, og Knytl. Saga, Cap. 18, til id. Nov.; altsaa den 13de; her menes, som man kan forstaa,
Natten mellem 12te og 13de. Saxo, S. 536, 537, har en højst forvirret og aldeles urigtig Fortælling om
Knuts Død paa et Tog til Nordmandie mod Hertugen, (der fremdeles urigtigt kaldes Richard), over hvilken
han vilde tage Hevn, fordi han havde forskudt hans Syster. Han lader ham endog dø senere end begge hans
Sønner, Sven og Harald. I den samme Fejl gjør og Sven Aagessøn sig skyldig. Det viser hvor faa og usikre
de indenlandske danske Kilder maa have været, som Saxo og Sven benytte.
2 Fagrsk., Cap. 126, lader Sven dø den paafølgende Sommer; Magnus den godes Saga, Cap. 13,
nævner kun næste Aar; Snorre (Cap. 6) derimod «den samme Vinter». Dette er upaatvivlelig det rigtigste,
som det siden vil vise sig.
3 Magnus den godes Saga, Cap. 15. 4 Magnus den godes Saga, Cap. 14, hos Snorre, Cap. 7.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
