Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDENS KIRKER SKILTE FRA DEN BREMISKE ERKESTOL 379
Folk, og af den lidet udviklede Tilstand, hvori endnu saavel den norske, som
især den svenske Kirke befandt sig, og som aldeles maatte udelukke endog Tanken
om at oprette en særegen Erkestol for Norge eller Sverige. Hertil kom ogsaa den
Forbindelse, hvori Olaf stod med Gregor, og det Afhængighedsforhold, hvori den
engelske Kirke, til hvilken Norge, som ovenfor bemerket, hidtil havde støttet sig
i sin Frihedsstræben, nu var traadt til den pavelige Kurie. Et Beviis paa,
hvorledes Liemars Bansættelse og Suspension allerede i og for sig maatte opstille en
Skranke mellem de nordiske Kirker og Erkesædet, om man endog lader de politiske
Hensyn være ude af Betragtning, indeholdes i den Kjendsgjerning, som de islandske
Biskopskrøniker berette, at da Biskop Isleif var død (1080) og hans Søn Gissur,
udvalgt til hans Efterfølger, skulde indvies, kunde denne Handling ikke udføres
af Erkebiskop Liemar, fordi han var suspenderet, men Gissur maatte begive sig lige
til Paven, og denne henviste ham igjen til Erkebiskop Hartvig i Magdeburg, der
forrettede Akten (1082)1. Gissur er vist ikke den eneste nordiske Biskop, der
saaledes indviedes af en anden Erkebiskop end Liemar. Siden finde vi endog den
ellers saa fromme danske Konge Erik Ejegod i aabenbart Fiendskab med denne2.
Frigjørelsen fra det tydske Kirke-Supremati kunde neppe andet end have en
velgjørende Indvirkning paa Nationalitetens frie Udvikling i de nordiske Lande.
Men det nærmere Forhold, hvori Norge nu traadte til Danmark, kunde maaskee
være blevet farligt for dets politiske Selvstændighed, hvis ikke Viken ved Harald
Haardraades vise Bestræbelser var bleven knyttet saa fast til Riget og Kongehuset.
Den Forestilling havde nu ganske levet sig ind i Bevidstheden, at Viken var en
lige saa væsentlig og integrerende Deel af Riget som noget andet Landskab.
Heller ikke kan den Indflydelse, som Danmark udøvede i kirkelig Henseende paa
Norge, i nogen Mon sammenlignes med den, som det fra Skaane af udøvede i
Sverige, eller som hidtil den bremiske Kirke havde udøvet i Danmark. Vi finde
faa eller ingen Spor af at danske Mænd udnævntes til Biskops-Embeder i Norge,
medens derimod, merkeligt nok, en Nordmand, Svein, efterfulgte Villjam som
Biskop i Roeskilde3. Det er vist, at den oftere omtalte Biskop Bernhard, der efter
sin Tilbagekomst fra Island blev Biskop i Sellø, og som synes at være død under
Kong Olafs Regjeringstid4, havde til Eftermand en Biskop Magne, hvis Navn i
1 Hungrvaka, Cap. 5, jvfr. de islandske Annaler, ved 1083. 2 Saxo, 12te Bog, S. 605, 606.
3 Dette var den bekjendte Svein Nordbagge, Biskop fra 1076—1088; om hvilken se Saxo S. 559. Han
synes tidligere at have været Lendermand eller Sysselmand, eftersom Saxo siger at han var ex præfectura
ad saeerdotium translatus. Han døde paa en Valfart til Jerusalem.
4 Da Bernhard allerede maa have været en Mand i sine modnere Aar ved sin Ankomst til Norge
under Magnus den gode (ved 1042, se ovenfor S. 169), kan han neppe være fød senere end ved 1010, og
hans Død maa derfor i det seneste falde omkring 1090.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
