Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
REGJERINGEN DEELT 3
Magnus’s Skib havde opholdt sig deels hos en Biskop i Wales, deels i England,
deels ved den skotske Konges Hof, og endelig i den sidste Tid paa Katanes, hvor
han af Folket var bleven udvalgt til Maormor eller Jarl, raadslog ved
Efterretningen om Haakons Anmasselser med sine Mænd om, hvad han skulde gjøre,
og de bleve enige om, at han for det første skulde see Tiden an, og heller med det
Gode, end med Magt gjøre sine Rettigheder gjeldende: en Fremgangsmaade, der
ogsaa passede bedst med Magnus’s fromme Sindelag. Saaledes stod det hen et
Par Aars Tid, indtil Magnus omsider begav sig over til Øerne, fordrede sin
Fædrenearv, og fandt strax et saa stort Parti for sig, bestaaende af hans talrige
Venner, Frænder og Besvogrede, at Haakon, som først gjorde Miner til at
forjage ham med væbnet Haand, fandt det raadeligst at slutte Forlig i Mindelighed
og afstaa Magnus hans fædrene Andeel af Øerne, dog med Forbehold af de norske
Kongers Samtykke. Magnus drog derpaa strax over til Norge, hvor Kong
Eystein, som da førte Eneregjeringen i Sigurds Fraværelse, hvorom nedenfor,
modtog ham paa det venligste, gav ham Jarlsnavn, og forlenede ham med den
Halvdeel af Øerne som hans Fader havde haft, og som Haakon foreløbigt havde
af-staaet ham. Øernes Bortforlening viser ellers tydeligt, at Kongerne nu med Hensyn
saa vel til dem som til Syderøerne havde opgivet deres Faders Bestræbelse, at
bringe disse Skatlande mere umiddelbart under Norges Herredømme, og at de
ganske vare vendte tilbage til det forrige Lenssystem, hvilket dog, som det
følgende viser, var mere regelbundet og strengere overholdtes end forhen.
50. Udrustninger til et Korstog.
Da Magnus Barfods Sønner vare tagne til Konger i Norge, fortælles der i
Sagaerne, kom flere af dem, der vare dragne ud med Skofte Agmundssøn,
tilbage, deels fra Palæstina, deels fra Constantinopel; de havde erhvervet stor
Berømmelse ved deres Rejse, og kunde berette mange Tidender, blandt andet, at
de Nordmænd, der vilde tage Tjeneste i Constantinopel, kunde der erhverve sig
megen Rigdom. Disse Beretninger, heder det videre, «vakte hos en Mængde
Nordmænd Lysten til en lignende Ferd, og de anmodede Kongerne om at en
af dem vilde stille sig i Spidsen for Toget. Kongerne samtykkede deri, og
besørgede Udrustningerne paa fælles Bekostning; mange Lendermænd og mægtige
Bønder besluttede at være med»1. Denne Sagaernes Angivelse af de Aarsager,
af Biskoppen (maaskee Villjam, hvorom siden) har erfaret hans Beredvillighed i at høre Ordet; han
opfordrer ham til villigen at lytte til Biskoppens Prædikener og Lærdomme.
1 Sigurd Jorsalafarers Saga, Cap. 1. Merkes maa det dog, at denne Bemerkning om at Nordmændenes
Lyst vaktes til Korstoget m. m. ved de fra Skoftes Tog hjemvendende Nordmænds Fortællinger, kun fin-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
