Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KORSTOGS-IVER I NORGE
5
opel allerede i henved et Aarhundred frembød, var desuden altfor vel bekjendt
i Norden, til at Nordmændenes Opmerksomhed behøvede at henledes derpaa
ved hjemvendende Korsfarere. Ene og alene den Omstændighed, at
Væringekorpset den hele Tid siden den første Oprettelse havde været vedligeholdt, og
fremdeles bestod i sin fulde Anseelse, forudsatte en stadig, uafbrudt Tilgang fra
Norden. Vistnok var Væringekorpset i den senere Tid blevet sterkt rekruteret
ved Angler, eller maaskee Anglo-Daner, der flygtede fra England formedelst
Nordmannernes Undertrykkelser, og, venskabeligt modtagne af Kejser Alexius
Komnenus, endog skulle have dannet et Slags Koloni nær ved Constantinopel1;
men at den største Deel af Væringerne dog fremdeles var kommen fra de egentlige
nordiske Lande, skjønnes dog lettelig af flere Antydninger. Blandt andet heder
det i den Beskrivelse over Legene paa Hippodromen i Constantinopel, som vore
Sagaer meddele, hvor de omtale Kong Sigurds Besøg, og som ej kan grunde sig
paa andet end paa hjemkomne Væringers egne Fortællinger, «at der paa Banen
fandtes Billeder af Æser, Vølsunger og G jukunger, støbte af Kobber og Malm
saa kunstigt, at de saa ud som om de vare levende, og deeltoge i Legen»2; disse
Billeder vare de Statuer af de gamle græske Guder og Heroer, der, som bekjendt,
stode opstillede langs den saakaldte Spina, men som paa den Tid ingen Angler,
1 Dette fortælles og omtales af Ordrik paa flere Steder, fornemmelig S. 508 (jvfr. 641, 825; se ogsaa
ovenfor B. V. S. 51), hvor der staar «at Anglerne, fortvivlede over Frihedens Tab, gik til Kong Sven i Danmark
og bade ham gjøre Fordring paa det Land, hans Forfædre, Sven og Knut havde besiddet; at nogle begave
sig i frivillig Landflygtighed, og at blandt dem en Deel Ynglinger drog til fjerne Egne, og tilbød Kejser
Alexius sin Tjeneste; at han ogsaa modtog deres Tilbud, brugte dem mod Nordmannerne, og byggede til
deres Bolig Byen Chevetot (Kibotos) et Stykke fra Byzantium, hvorfra han dog, da de alt for meget
foruroligedes af Nordmannerne (nemlig i det første Korstog), flyttede dem til Hovedstaden, og betroede dem
det fornemste Palads med de kejserlige Skatte». Det er aabenbart, at Ordrik her urigtigt tænker sig dette
som den egentlige og første Oprindelse til Væringekorpset; men om han end har fejlet, maa dog vist
Beretningen i sig selv være sand, især da man baade hos byzantinske og italienske Skribenter finder Væringerne
paa denne Tid og senere omtalte som for en stor Deel bestaaende af Angler og talende engelsk, saaledes
navnlig de oven (B. V. S. 52) citerede Kodinos Cap. 7, Pag. 90, og Galfred Malaterra, III. 27; ligeledes Greven
af St. Paul (Duchéne V. 273, og Villehardouin (Cap. 95, Pag. 72). Jvfr. Villjam af Malmsbury II. I Duchénes
Udgave af Ordrik henføres Udvandringen urigtigt til 1067; den omtales nemlig kun i almindelige Udtryk,
og af den Omstændighed, at Alexius Komnenus nævnes som den, der modtog Flygtningerne, sees det at
de maa være komne til hans Rige enten strax efter 1081, da han besteg Tronen, eller maaskee i selve dette
Aar, da han stred mod Robert Viskard. Udvandringen har vel saaledes især fundet Sted efter Danernes
sidste Tog til England 1074 og Valthjofs Henrettelse 1075. Men da det især var de anglo-danske Dele af
Landet, som lede under Villjam Erobrerens sidste Krig i Landet selv, bliver det i sig selv rimeligt, at
Udvandrerne fornemmelig vare dansktalende; dette bestyrkes og af Saxos Udsagn om Væringerne (S. 610)
«Danicæ vocis homines» og af hans Fortælling om Alexius’s Ængstelse for at Væringerne skulde gjøre for
meget af Danekongen Erik, thi Erik var netop Søn af Kong Sven, til hvem Anglo-Danerne i England
havde sat sit sidste Haab, og hvem i det mindste Udvandrerne maatte ansee for sin rette Herre. Derimod
viste Alexius ingen saadan Mistænkelighed i Anledning af Kong Sigurds Nærværelse.
4 Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 13. Snorre Cap. 12. Dette omtales endog i Morkinskinna (fol. 26. a.)
hvis egentlige Text nærmest maa henføres til Tiden omkring 1190.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
