Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VÆRINGERNES ANSEELSE I CONSTANTINOPEL
7
Deel, der var bleven Michael tro, sluttede sig siden, da han frivilligt nedlagde
Regjeringen, til Bryennius’s heldige Medbejler Botaniates, og søgte tillige at faa
dem af sine Landsmænd, der havde taget Bryennius’s Parti, til at forlade ham
og forene sig med dem, der tjente under den rette Kejser. Budet, som bragte
denne Hilsen, blev grebet og bragt for Johannes Bryennius, der til Straf lod hans
Næse afskære; men siden efter, da Nikephorus Bryennius var bleven fangen og
blindet, og Botaniates Enekejser, hevnede hiin Væring den ham tilføjede Skjendsel,
idet han med egen Haand dræbte Johannes Bryennius, da han tilfældigviis mødte
ham paa Constantinopels Gader1. Uagtet Væringerne, under Botaniates’s korte
Regjeringstid, (1078—1081) bleve, uvist hvorfor, saa opbragte paa ham, at de
gjorde Opstand for at tage ham af Dage, viste de ham dog, efter at Opstanden
var bilagt, en ubrødelig Troskab. Da den fortjente og mægtige Alexius Komnenus,
mistænkt og bagvasket af Kejserens Yndlinger, selv havde besluttet at styrte
Kejseren fra Tronen, og i dette Øjemed ved Smigrerier og Løfter søgte at bringe
Hæren, der forsvarede Staden, paa sin Side, raadførte han sig herom med Cæsaren
Johannes, der havde taget hans Parti, og bad ham udpege sig dem af Murenes
Forsvarere, som han troede lettest at vinde. Johannes fraraadede ham da, som
det allerede tidligere er omtalt2, at henvende sig enten til de saakaldte Udødelige,
eller til Væringerne, da nemlig hine, som indfødde, nødvendigviis maatte være
Kejseren ubrødelig tro, og disse, eller, som de og kaldtes, Øxebærerne, havde ligesom
et Pant fra sine Forfædre arvet Troskab mod Kejserne og deres Bevogtning,
hvilken de vilde overholde ubrødeligt og ikke høre et Ord om Forræderi. En
anden Sag var det derimod med Nemitzerne (Tydskerne), thi til dem vilde han
neppe henvende sig forgjæves, men faa Adgang gjennem det Taarn, de holdt
besat3. Det gik ogsaa, som Johannes forudsagde: Nemitzernes Anfører Gilprecht
aftalte med Alexius’s Udsendinger, at han ved Nattetide skulde indlade hans
Folk i Byen, og holdt sit Løfte. Da Alexius og hans Mænd paa denne Maade
havde faaet Fodfæste i Staden, vare Væringerne atter de Tropper, ved hvilke
Botaniates’s Tilhængere endnu haabede at kunne faa Bugt med Opstanden. «Giv
mig blot», sagde Nikephorus Palæologus til Kejseren, «Væringerne fra Thule, skal
jeg nok faa Komnenerne fordrevne fra Staden». Men Kejseren vilde nødig lade
1 Skylitzes, S. 671. 2 Se ovenfor B. V. S. 101, Anm. 1.
3 Nemitzer {Ne/xhCioi) er aabenbart det slaviske Niemzi (egentlig Stumme; siden Tydskere); deres
tydske Herkomst sees deels af Høvdingens tydske Navn Gilprecht (Gilpractus) deels af Constantin
Porphy-rogenitus’s Udsagn S. 398, hvor han siger at Saxerne og Bairerne hørte til Nemitzernes Land. Da «Njemzi»
endnu er den sædvanlige Benævnelse paa Tydskerne blandt Russerne, sees det heraf, at Byzantinerne
stundom hentede slige Folkebenævnelser fra Slaverne; dette viser og at «Varangi» er optaget ad samme
Vej. Nemitzerne dannede et eget Korps, der aller først omtales 1070. Muligt at der blandt dem var
virkelige, allerede 1066 udvandrede, Angler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
