Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SVEN ALFIVESSØNS PAALÆG OPHÆVEDE
9
Landøre; for disse Paalæg skulde alle de slippe, som ellers vare ledingspligtige.
Om der for utlæg Mand faldt Arv i hans Fraværelse, skulde nærmeste Arving
faa den, ej Kongen. Kom han tilbage og forligedes med Kongen, skulde han
selv faa den tilbage. I Fredstid skulde enhver have Lov til at forlade Landet,
naar han havde Lyst, og drage hvorhen han havde Lyst; han skulde ej
tilbagekaldes, og ved Hjemkomsten skulde han faa alt sit tilbage, med mindre han
kom som Fiende med Vaaben i Haand. Jordgravet Gods skulde Finderen have,
ikke Kongen, og Landdrotten Landnam af den der grov uden hans Samtykke.
Bønderne skulde ej være pligtige at bebygge Kongens Gaarde, naar de ej vilde
gjøre det godvilligt: det skulde være Almuens Sag. De samme Retterbøder bleve
tilstaaede Haalogalænderne, ligesom disse og særskilt bleve fritagne for de
saakaldte Fiskegaver, det vil sige Landslods-Erlæggelse, med den Undtagelse at
enhver, der deeltog i Vaagens Fiske, skulde give Kongen fem Fiske. De fik ogsaa
de samme Almenninger tilbage, som de havde besiddet i St. Olafs Tid: disse
Almenninger maa saaledes Kong Sven, eller Magnus Barfod, have inddraget og
erklæret for kongelig Ejendom, ligesom de øvrige Almenninger i Landet. Kongen
forbeholdt sig Enekjøbet af alt Pelsverk (Klovare), dog kun nordenfor Omøsund;
men Straffen for uberettiget Kjøb bestemtes kun til 3 Mk. Sølv og Tabet af
Skindene; og ingen skulde have Lov til at visitere nogen haalogalandsk Mand,
uden den dertil særskilt bemyndigede Lendermand eller Aarmand. Fritagelsen
for Julegaverne bekræftedes dernæst ogsaa særskilt for Naumdølefylket1. De her
anførte Fritagelser have ganske Udseendet af at være givne paa Hyldingsrejser,
og det er derfor et stort Spørgsmaal, om de ikke snarere aller først have været
indrømmede Thrønderne som en Betingelse for Hyldingen paa Ørethinget, end
at de skulde have været anvendte som et Middel til at vinde Popularitet og gjøre
Folket villigere til at tage Deel i Udrustningerne til Toget2. Thi dette udgik,
som det udtrykkeligt siges, fra det hele Land, ej fra Thrøndelagen alene, og der
lægges, som vi have seet, udtrykkelig Vegt paa den Lyst, der rørte sig hos Folket
selv til at faa et saadant Tog istand; ja det heder jo endog paa det ovenfor
anførte Sted, at det var Folket, som anmodede Kongen om at stille sig i Spidsen.
Hvorledes dette nu end forholder sig, saa er det vist, at de forhadte Paalæg fra
Sven Alfivessøns Dage ophævedes af Magnus Barfods Sønner ved eller strax efter
1 Ældre Frostathingslov Afsn. XVI. Cap. 1—3. Om Paalæggene selv i deres oprindelige Tilstand,
■se ovenfor B. IV. S. 336.
2 I Bestemmelsen om Afskaffelsen staar, at den gjelder «öllum Jjeim mönnum er her eru i utgeröum
meö oss» d. e. «alle dem, som her ere i Utgerd (d. e. ledingspligtige) med os». Muligt at dette Udtryk, der
kun gaar paa Ledingspligten i Almindelighed, er taget i en Betydning som om det angik Toget til
Jerusalem.
2 — Munch: Det norske Folks Historie. VI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
