Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16 EYSTEIN, SIGURD OG OLAF MAGNUSSØNNER
Søn af andet Egteskab, Roger, med Tilnavn «Bursa», fulgte ham som Hertug i
Apulien, understøttet af sin Farbroder Roger, der faa Aar efter fuldførte Siciliens
Erobring (1090). Robert Viskards ældste og talentfuldeste Søn BuamundS der
allerede i sin Faders Levetid havde udmerket sig i Krigen med Grækerne, var
siden bleven end mere berømt som en af Hovedanførerne ved det første store
Korstog, og havde udbredt den nordmaimisk-apuliske Fyrste-Æts Ry indtil det
fjerne Østen, ved at oprette Fyrstendømmet Antiochia. Da Kong Sigurd kom
til Nedre-Italien, hvilket maa have været om Høsten 1109, var Robert Viskards
Søn, Buamunds Halvbroder Roger, endnu Hertug i Apulien; paa Sicilien var
Grev Roger, Robert Viskards Broder, død i Aaret 1101, efterladende en fireaarig
Søn, den senere saa berømte Storgreve, siden Konge, Roger II, i hvis
Mindre-aarighed Grev Robert af Burgund førte Regjeringen. Nordmannerne i Italien
holdt endnu Mindet om deres Herkomst i stor Agt og Ære. Da Hertug Robert
af Nordmandie, Villjam Erobrerens Søn, der i Aaret 1096 havde taget Korset,
med flere franske Fyrster og Herrer lagde Vejen over Italien, modtog Hertug
Roger af Apulien ham med Æresbeviisninger «som sin naturlige Herre» og
forsynede ham og hans Mænd i Overflod med alt hvad de behøvede for Vintren,
som de tilbragte i hans Rige2. At de, med deres vel bekjendte Ættestolthed og
Forkjærlighed for gamle Minder, ogsaa nærede en lignende Interesse for
Nordmændene, fra hvis Land deres Forfædre vare udgangne, og hvis Navn de endnu
bare, kunde man næsten paa Forhaand slutte, og det viste sig ogsaa i den venlige
Modtagelse, som nu blev Sigurd og hans Krigere til Deel. Der havde desuden
for nylig indtruffet Omstændigheder, som end mere bidroge til at opfriske Mindet.
Under Robert Viskards sidste Krig med Grækerne havde han og hans Søn
Buamund haft tilstrækkelig Anledning til at lære de nordiske Væringers Tapperhed
at kjende. I Slaget ved Durazzo gjennembrød Væringernes lille Skare den ene
Fløj af Nordmannernes Hær og drev den paa Flugten; de havde maaskee
tilkæmpet Kejseren Sejren, hvis de ikke i Forfølgelsens Hede havde fjernet sig alt
for langt fra Hovedhæren, saa at de bleve overmandede, da Nordmannerne standsede
og atter vendte sig imod dem: dog flygtede de ej, og bleve næsten alle ned-
1 Buamunds egentlige Navn var Markus, men hans Fader havde siden givet ham Tilnavnet «Buamund»
efter en Kæmpe af dette Navn, som var Helten i et gammelt nordmannisk Sagn (Ordrik, S. 817),
upaatvivlelig medbragt fra Norge, om vi end ikke nu kunne paavise det i vore egne Heltesagaer, hvis det ikke
skulde være den i Snorres Edda Cap. 65 omtalte «Kong Beimune» (Buamund kaldes af Anna Komnena
Baimundos), hvilket dog er mindre troligt. Buamund betragtedes, uagtet han var den ældste Søn, som
uegte, fordi Faderen havde skilt sig fra hans Moder formedelst Slægtskab; Robert egtede siden Sigelgaita
af Salerno, med hvem han havde Sønnen Roger, der senere sukcederede ham.
2 Ordrik, Cap. IX. S. 724: «Rogerius autem dux, cognomento Bursa, ducem Normanniæ cum sociis
suis, utpote naturalem dominum suum, honorifice suscepit, et quæ necessaria erant copiose administravit».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
