Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BISKOPPER PAA ORK NØ
55
men der ogsaa, samtidigt med ham, vitterligt fandtes en anden Mand, der ligeledes
kaldte sig Biskop af Orknø, nemlig Rodulf eller Radulf den yngre. Da denne var
indviet af og for det meste synes at have opholdt sig hos Erkebiskoppen i York,
der gjorde Fordring paa Suprematiet over Skotland med tilliggende Øer, medens
derimod Villjam virkelig residerede paa Øerne og stod i venskabeligt Forhold
med Magthaverne i Norge, er det tydeligt nok, at Norges verdslige Herredømme
over Orknøerne har givet Anledning til alvorlige Tvistigheder om disse mellem
den yorkske Erkestol paa den ene Side, og den bremiske, eller dens Efterfølger
for Nordens Vedkommende, den lundske, paa den anden, hvilke begge endog
hver for sig have vedblevet at indvie Biskopper, indtil endelig Oprettelsen af
Erkestolen i Norge, hvortil Orknøerne ved Erektionsbullen udtrykkeligt
henlagdes, og som Villjam oplevede, afgjorde Sagen til hans Fordeel. Stiftelsen af
Biskopsstolen i Birgsaa, cg Indvielsen, saa vel af Thorolf, som af Rodulf
den ældre, er allerede ovenfor omtalt1. Rodulfs Indvielse siges udtrykkeligt at
være skeet efter Kong Mælkolms og Dronning Margretes Befaling2. Efter Rodulf
indviede Erkebiskop Girard i York (1100—1108) en vis Roger til Biskop paa
Orknø3; og til dennes Efterfølger indviede Erkebiskop Thomas den yngre (1108—
1114) den før omtalte Rodulf den yngre4, der nævnes i engelske Diplomer og
Annaler lige ned til 1144, og især spillede en fremragende Rolle ved sin Nærværelse
i det store Slag ved Northallerton, 22de August 1138, hvor den gamle Biskop
Thorstein af York havde sendt ham i sit Sted, for at opmuntre den engelske Hær,
og give den sin Velsignelse5. Imidlertid var Biskop Villjam, som det synes, i
uforstyrret Besiddelse af Biskopsstolen; han døde 1168, og skal da have beklædt
den i 66 (man maa dog snarere formode 56) Aar6. Da Villjam, som det i det
følgende vil sees, længe gjorde Vanskeligheder ved at anerkjende St. Magnus’s
Hellighed, ligger den Slutning temmelig nær, at Magnus, der havde sine meste
Forbindelser med Skotland7 og England, begunstigede Rodulf, medens derimod
1 Se ovenfor B. V. S. 195—196. 2 Stubbs, Acta pontif. Eborac., hos Twysden, S. 1709.
3 Stubbs, Lo. S. 1710. 4 Stubbs, 1. c. S. 1713.
6 Rodulf optraadte her som Skotlands Fiende, thi ved Northallerton anførte Kong David af Skot-
land i egen Person den skotske Hær mod de northumberlandske Baroner, men blev aldeles slagen. Dette
Slag er især bekjendt under Navnet «Standart-Slaget», fordi Englænderne, paa Italienernes Viis, havde
indrettet en carroccio eller stor Vogn med en Mast, hvorfra Bannere vajede, og hvorpaa tillige et Skriin
med Hostien var fæstet. Se Lappenbergs Gesch. Englands II. S. 319—323.
6 Det vil siden efter blive viist, at St. Magnus maa være dræbt 1115, medens Sagaen nævner 1104.
Da den rimeligviis har benyttet dette Aar som Udgangspunkt for Beregningen af Villjams Funktionstid,
nemlig saaledes at hans Tiltrædelse regnedes fra det andet eller tredie Aar før Magnus’s Død, bliver
det rette Tiltrædelses-Aar sandsynligviis 1112 eller 1113. Han omtales heller ikke før denne Tid.
7 Magnus var gift med et skotskt Fruentimmer, og bad før sin Død Haakon Jarl om at maatte blive
sendt til deres fælles Venner, se nedenfor, jvfr. Orkneyinga Saga S. 130.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
